Hvad gør man med problematisk kildemateriale?

“Problematisk” er et af de trælsere ord på den politisk korrekte side af internettet. Det er bare også ret brugbart, så jeg håber, I vil bære over med mig. Det, jeg taler om, er, at rollespil er en nørdhobby, og at nørdkultur trækker på en masse kilder, som er pulpy og sjove og fulde af alle typer af ufashionable *-ismer. I ved, al teenage-macho-sexismen i det meste Sword & Sorcery-litteratur, alle de fallosformede rumskibe, der bare kun har hvide, heterosexuelle mænd ombord, og den meget store del af Lovecraft, der handler om, at folk af blandet race er den mest monstrøst skæmmende ting, gamle Howard P overhovedet kunne forestille sig.

File:Weird Tales 1934-08 - The Devil in Iron.jpg

Det er så i øvrigt ikke noget, der er et særkende ved nørdkultur – både den brede mainstream og den prætentiøse finkultur er fulde af ting, folk holder af enten på trods af eller med deres problematikker.

Hvad der måske er specielt ved rollespil er, at vi altid engagerer med vores kildemateriale ved selv at gøre det. Vi sætter os ikke bare ned og læser Lovecraft, ser James Bond eller hører Wagner – vi genskaber, genfortolker og genbruger kildematerialet, og det betyder, at vi selv træffer valg om, hvordan vi vil håndtere de mere pinlige dele.

Det kan man gøre på adskillige måder, og der er en god chance for, at jeg ikke har en udtømmende liste her:

Man kan dyrke det problematiske

Man kan slet og ret kan beholde alle vorterne og spille Lovecraft og Howard med al den racisme og sexisme og generelle forskruethed, der følger med. Det er måske den enkleste tilgang, og det kan være nemt at sælge det som den dårlige mulighed, men det behøver det ikke nødvendigvis at være. Der kan være noget ret fedt, noget nostalgisk og endda noget nærmest katartisk over bare at smide alt det forskruede beskidte møg ind, som genren kræver og så dyrke det. Jeg har selv venner, som jeg absolut ville spille en Lovecraft-kampagne fuld af monstrøse, raceblandede vanskabninger med, og vi kunne have det så skægt med at dyrke, præcis hvor rigtigt vi ramte genren, og hvor forskruet det egentlig er. Omvendt, hvis jeg spillede med min kollega, der er gift med en afrikaner og har to brune børn, ville jeg nok tone de ting ned, for hun har tilstrækkeligt meget racisme i sit liv til, at eskapistisk hyggeracisme ikke er en ting for hende. Det ville bare gøre ondt på hende, og vi spiller ikke rollespil for at være trælse ved vores venner.

Det er nok her, der virkelig bliver et spørgsmål, om vi taler hjemmekampagner eller conscenarier. Når jeg spiller derhjemme, ved jeg, hvem jeg spiller med, og om de vil have det skægt med det niveau af forskruethed, vi spiller med. På en con kan jeg ikke forudsige, hvem der dukker op for at spille med, og her har jeg et ansvar for ikke at lave spil, der er et slag i ansigtet på spillerne – eller i det mindste for at give folk mulighed for at vælge mit højoktan-racistiske Lovecraftscenarie fra, hvis det ikke er deres kop te. Vi skriver ikke scenarier for at give folk en træls oplevelse.

Man kan fjerne det problematiske

Det varierer, hvor muligt det er, og om der er noget tilbage bagefter, men en mulighed er at sætte sig ned og se på, hvad det egentlig er, man holder af ved det her kildemateriale, og om den kerne kan adskilles fra de trælse ting, der står i vejen for, at andre kan nyde kildematerialet.

Et eksempel er et af mine yndlingsrollespil, In A Wicked Age, som var det spil, der solgte mig på, at Sword & Sorcery faktisk kunne være noget for mig. IAWA laver den påstand, at det fede ved S&S er, at det handler om folk, der vil ting og gør ting og griber efter det, de vil have, i en verden der er fuld af blod, vold, sex, mørke guder og ukontrolleret magi. Og så tager designeren den påstand og laver et spil, der handler om de ting og ikke handler om sexisme og racisme. (Og fordi det er en verden fuld af blod, vold, sex, mørke guder og ukontrolleret magi, er det stadig et spil, hvor der sker grusomme ting i ægte Sword & Sorcery-stil, og man kan skabe en sexistisk og racistisk setting i det – men det er f.eks. hårdt bygget ind, at kvinder er protagonister og ikke bare sex-dispensers)

Med den tilgang får man aldrig pastiche, og hvis man vil lave noget, der genskaber Conan genrekorrekt, er det den forkerte tilgang. Men hvis man vil lave noget, der har en chance for at give mig (som kvindelig spiller) en oplevelse af, hvad det var, der var fedt ved Conan, er det nok den vej, man skal gå, for jeg står af ti minutter inde i pastichen, fordi sexisme bare gør mig træt og ked af det, og jeg spiller ikke rollespil for at have en træls oplevelse. Der er punkter, hvor man enten kan få et rollespil til at genskabe kildematerialet trofast, eller til at give spilleren den oplevelse, man selv fik med kildematerialet, men ikke begge dele.

Man kan engagere med det problematiske

På nogle måder kan det at fjerne det grimme blive en billig løsning, dels fordi noget af kraften i kildematerialet kommer fra alt det beskidte og en censureret version også nemt bliver kønsløs, og dels fordi man nemt ender med kun at fjerne noget kosmetisk. Det er ret let at spille Lovecraft uden at sige, at raceblanding er den mest forfærdelige ting i verden og at sorte mennesker er virkeligt skræmmende, men det er svært (hvis det ikke er umuligt) at spille Lovecraft uden nogle underliggende ideer om, at det fremmede og de fremmede er en monstrøs eksistentiel trussel.

Så man kan vælge er at beholde de beskidte ting fra kildematerialet, og så faktisk engagere med dem på en kritisk måde – kaste et spotlight på, hvor forskruede de er, se på, hvordan kildematerialet ser ud, hvis man lægger synspunktet hos de mennesker, kildematerialet umenneskeliggør, eller lade folk i historien bekæmpe de trælse ting i kildematerialet.

Hvor de to første tilgange var loyale overfor kildematerialet (henholdsvis overfor dets form og dets ånd), er dette en kritisk tilgang, det er en måde at have en samtale om, hvorfor vi egentlig kan lide det her, og hvad der er af problemer med det. Samtidig kan det være en tilgang, der i den grad engagerer kreativt med kildematerialet, drejer det rundt og ser det fra andre vinkler og på den måde virkelig ser det.

Jeg ved ikke, om jeg kender nogle gode spileksempler, men det her er noget, jeg ser ret meget i nyere litterære fortolkninger af Cthulhumythosen. Et eksemepel er The Litany of Earth, som stiller skarpt på spørgsmålet om, hvordan Lovecraft egentlig læses, hvis vi tænker på The Deep Ones som mennesker, og The Dream-Quest of Vellit Boe, der blandt andet handler om at se Lovecrafts Dreamlands dels indefra, dels gennem øjnene på en midaldrende kvinde.

En kritisk tilgang kan spænde fra “Der er noget helt galt med kildematerialet, og vi bør snakke om det” (jeg ville placere Litany of Earth her) til noget med mere kærlighed til kildematerialet (hvilket jeg mener at se i Vellit Boe).

Et problem med at engagere med det problematiske i kildematerialet kan være, at man stadig laver historier, der er fulde af problematisk stads osv og at de folk, der finder den type problematisk stads træls at lege med (fordi det er for meget en del af deres virkelige liv, og vi nogle gange spiller rollespil for at slås med nogle andre drager end dem vi slås med til hverdag) måske også finder det træls at lege med på en kritisk måde. Desuden bliver tilgangen let et figenblad, i stil med “Men det er ironisk racisme!” eller “Men det er sexistisk for at demonstrere, at sexisme er forkert!” og det er for letkøbt.

Hvad er den bedste tilgang?

Nu var der ikke nogen, der døde og gjorde planB-bloggen til konge over den rigtige måde at engagere med Lovecraft og Howard på, men hvis jeg skal give mit synspunkt: Hvad man skal gøre afhænger af, hvad det er, man gerne vil opnå, og hvem det er, man spiller med. Der er ingen af os, der spiller rollespil for at være trælse ved vores medspillere, selv om vi nogle gange kan glemme at tage højde for, at ting, vi selv har det skægt med, kan være trælse for andre. Det er så her, det er værd at tænke over, hvordan de skægge pulpy ting, man selv holder af, ser ud for de mennesker, man skal spille med, og hvad det er ved de ting, man gerne vil dele med netop de mennesker. Det kan være, man gerne vil have nostalgien ved, hvordan det var at læse Conan som teenagedreng, komplet med objektificerede kvinder og negroide abemennesker. Det kan være, man gerne vil have en Sword & Sorcery-kerne men med seje, ikke-tingsliggjorte kvindelige og brune spilpersoner. Det kan være, man gerne vil grave sig ned i de forskruede underliggende principper ved Sword & Sorcery, på en kærlig eller ukærlig måde.
Det vigtige er, at man gør det på en måde, så det faktisk er sjovt for de konkrete mennesker, man spiller med.

 

 

~ af annevinkel på 30. april 2018.

6 kommentarer to “Hvad gør man med problematisk kildemateriale?”

  1. Der er også muligheden, omend det meget let kan blive akavet, at man skriver og designer på en måde der udfordrer spillernes antagelser omkring det problematiske materiale. Jeg har ikke et godt spileksempel, men jeg synes det var meget smart da jeg var 14, at jeg kørte en kampagne, hvor spillerne stødte på nogle gode, men lettere paranoide, mørkelvere, som de slog ihjel uden rigtigt at tænke over det. Senere finder de så ud af at de faktisk ikke var onde. Bum.

    Ellers er der også et ret bizart eksempel fra filmhistorien; I Oliver Twist optræder karakteren Fagin, som nærmest konstant bliver kaldt “jøden”, og var temmeligt kriminel, fordi ifølge Dickens var alle jøder i England på det tidspunkt var kriminelle. Da David Lean så lavede sin filmversion, giver han Fagin en kæmpestor falsk næse. Da det blev kritiseret af de andre film-arbejdere for at være racistisk, sagde David Lean at Fagin i filmen ikke er jøde.

    På den måde udstillede han teknisk set USA og Israels (som boycottede eller redigerede filmen) antagelser af, at en karakter der følger jødiske stereotyper derfor er jøde, men det er også naivt at tro at man kan afskære sig fra kildematerialet ved ikke at nævne en detalje, i stedet for at være lidt brav og faktisk erklære at det var en stor rettelse af kildematerialet.

    Endeligt så er det generelt en træls ting at gøre mod sine spillere, med mindre man gør det virkeligt godt. Jeg kan ikke rigtigt finde ud af det.

    • Jeg tror lidt at det er modellen med at engagere med det problematiske, bare uden at tage besværet med samtykke. Fristende, og man kan måske gøre fede ting med det, men nemmere at finde på end at gøre godt. 🙂

      Sjov (og sigende) historie med Fagin!

  2. Fedt indlæg, tak for det!

    Jeg synes (fra den mindre politisk korrekte side af internettet) at problematisk oftest bliver til et træls ord fordi det dækker over f.eks. racisme eller sexisme, men at personen af ukendte grunde ikke bruger de udtryk. Det irriterer mig, for lad os nu kalde en spade for en spade. Jeg ved godt at Lovecrafts forfatterskab er jævnt hen racistist og jeg kan også godt se et behov for at man forholder sig til det ift rollespil. No sweat, men lad os nu være ærlige om hvad vi mener! Som du er i dit fremragende indlæg! 😀

    En interessante ting ved det er for mig at Lovecraft på trods af hans frygt/mistro overfor blandet race var gift med en ukrainsk jøde (det var vistnok noget med at hun mindede ham om at hun altså var jøde en gang eller to).

    Ift ordet “problematisk”: Jeg så nogen på DeviantArt beskrive “The Bride of the Man-Horse” af Lord Dunsany som “problematic”. Det er den i min optik kun hvis den skal forestille at være en moralsk historie. Jeg ved ikke om Lord Dunsany forestillede sig at den skulle være det, for mig virker den mest drabelig og dramatisk i dens udtryk. Aka kontekst betyder noget ift litteraturfortolkning og kontekst betyder noget ift hvilket type rollespil vi spiller med hvem.

    Igen, tossegodt indlæg 😀

    • Nu er jeg ikke Anne, men jeg kan Dunsany! Hvis jeg skulle gætte på hvorfor nogen kunne kalde lige dén historie “problematisk”, ville det være fordi den er lidt rapey.

      Det kan man så betragte som et moralsk issue, og diskutere om det har noget at sige om en smuk og dramatisk historie som denne. Men for ret mange mennesker er det også et æstetisk issue — her galopperer vi derudaf med smuk stil og vild fantasi, fedt nok …og så BAM griber han sin udkårne ved håret og slæber af med hende. Et kig på Sidney Simes illustration, som historien egentlig blev skrevet ud fra, siger det på sin vis ret godt.

      http://darkrapture1313.tumblr.com/image/150050123985

      Point being, det kan i Annes forstand af problematisk være værd at tage snakken om hvordan vi kan bruge materiale som dette, der for en del spillere i udgangspunktet vil være noget af et klask med en fladfisk i fjæset.

      • Den er meget rapey! Ingen diskussion om det. Jeg kan også sagtens se din pointe med det æstetiske i det. Jeg vil bare ikke ignorerer kontekst ift mangt og meget når vi diskuttere materialet stående for sig selv.

        Jeg er desuden helt enig i at det giver mening at diskutere materialet ift rollespil, så folk ikke bliver klasket med en fladfisk i ansigtet med mindre det er konsensualt.

  3. […] lyst til at spille det.  Der er iffy stuff i det, men der kan også komme gode ting ud af at engagere med problematisk materiale. Men har jeg lyst til at spille det med de folk som har lavet det? …Måske? Det kunne være […]

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

 
%d bloggers like this: