Ikke-ottominerede scenarier 2018

Otto-nomineringerne fører til fine og meget interessante samtaler på Fastaval, og Ottoerne fører til særdeles interessante samtaler efter Fastaval. Dommerne gør et fremragende stykke arbejde med at opfatte og bedømme og udplukke ting at fokusere samtalerne om, og det er vældig fint og interessant alt sammen. Det er dog ikke helt så stort som det stykke arbejde, forfattere, spilledere og spillere gør for at bringe alle disse spil til live, og vi risikerer at miste kritiske godbidder af interessant samtale til scenarie-samtalens tragt. Derfor igen i år dette tiltag for at se på noget af hvad der er af interessante ting at bære videre fra scenarier, der faldt ud af tragten tidligt i år.

pingviner efter lukketid

Pingviner efter lukketid

I er selvfølgelig også sublimt velkomne til at tale om nominerede og Otto-vindende scenarier …andetsteds. Seriøst, det er fedt, gør det! Samtaler om scenarier er bomben. Ydermere er dette et en diskussion om positive ting som det er værd at tage med, ikke kritik af ting som er i stykker og skal repareres. Igen er I velkomne til at tale om den slags …andetsteds. Der er 14 scenarier, og emnet har brug for lidt fokus.

Jeg har spillet (og i et tilfælde skrevet) nogle af dem selv, talt med folk og spurgt RPGForum. Det er ikke alle, jeg har lige meget på, og I er utrolig velkomne til at byde ind med tanker om dem alle. Her er betragtninger om gode ting ved de ikke-nominerede scenarier (titlerne er links):

Birkenau

af Jonas Sanberg Jensen

Flere spillere er enige om at det begrænsede fysiske rum til scenerne er et virkelig stærkt og interessant virkemiddel i et i øvrigt stærkt og smukt scenarie. Der er med malertape optegnet et 2 x 2 meter kvadrat på gulvet, hvor scener foregår. Det er delt i to halvdele på hver 2 x 1 meter, og den ene halvdel er igen delt i to dele af hver 1 x 1 meter. De fleste scener skal spilles i det afgrænsede rum, og jo mere spillerne skal være under pres, jo mindre af rummet må de være i, ned til 1 x 1 meter. Desuden er soundtracket stærkt, både på grund af den fremherskende stil og et interessant og skrækkeligt stilbrud.

Christmas on the Moons

af Michael Mørk

Dette er en tæt men uafhængig opfølger til Christmas on the Moon, horror/thriller i Alien-universet. Det er old school rollespil i en rum-dungeon som er super lækkert bakket op af kort og rekvisitter. Desuden er den nederen introduktion fra en nederen management droid i starten af scenariet en ekstra lækker detalje i et scenarie, der har en del lækre detaljer.

Havet og de hule høje

af Troels Ken Pedersen

Her er jeg som forfatter naturligvis fuldstændig objektiv… Eller, OK, jeg overlader ordet til andre. Men hvis man ser sig om efter stjælbare del-elementer, kunne man vist tage et kig på trommesekvenserne. 🙂

Elias: Virkelig ikke et hyggeligt scenarie. Alt i det scenarie driver spillerne imod tragedien. Og spillerne kan ikke engang dække sig ind under at scenariet er imod dem – nej, det er meget oplagt hvad de skal gøre for at det skal gå dem godt. Det gør de bare ikke. Det er JER der har skabt jeres egen ulykke.

Jeg kan også ret godt lide instruksen til spilleder (hvilket nok også handler om at den er Powered by the Apocalypse, så jeg intuitivt forstår hvad ideen er): Gør hvad der er mest “sandsynligt”, og ellers, så følg den mest relevante dagsorden: Elverfolkets, samarbejdets, eller Merlins spådoms. Det gør det relativt nemt at køre, for man skal stort set bare se på, hvad spillerne gør, og så overveje, hvad der virker mest oplagt i situationen.

Når man først hører om trommesekvenserne, lyder de som noget, der kan blive en smule kunstige. Men de virker ret godt. De understreger ting i settingen, som vi ikke kan se i de almindelige scener, og giver spillerne en temperaturmåling på deres omgivelser. Det er ret fint.

Mads tilføjer: Trommesekvenserne lød helt åndssvagt da de blev præsenteret. Men allerede i afprøvningen blev det klart at de gav rigtigt meget til spillet.

Heaven over the Castro

af Countess Dillymore

Spillet gør noget virkelig interessant med roller og scenestruktur. Der er otte roller. I første scene er der to spillere, derefter går de ud og spiller hver parallelt og samtidig en scene med to andre. I tredie scene splitter spillerne igen op og spiller nu fire parallelle, samtidige scener, to og to. Herefter snævrer feltet ind igen, indtil der er to spillere i sidste scene. Det bliver til multi-strenget, multi-centrisk bord-rollespil på en måde som er interessant og ikke set før.

Der er desuden et par i dansk sammenhæng lækkert provokerende elementer: en af rollerne er helt bogstaveligt Jesus, og undervejs skal spillerne bede, og ikke for sjov.

Kobanî

af Signe Løndahl Hertel

Jonas siger: Kobanî er et fantastisk eksempel på en klassisk krigsfilm. Scenariet anvender en spændende flashback-mekanik, der lader spillerne have både korte og lange øjeblikke i fortiden, direkte koblet til deres spil i nutiden. Samtidigt er det en meget elegant miljøskildring.

Selv siger jeg: at jeg ret gerne ville have spillet Kobanî. Det er virkelig spændende stuff!

Post-IT

af Henrik Dithmer

Den grundlæggende gag med post-its og gale kirurger er ret sjov. Samtidig er det egentlig godt set at lave cyberpunk med almindelige mennesker der kaster teknologi efter almindelige menneskers pinlige problemer.

Sisyfos

af Mads Egedal Kirchhoff

Et scenarie som tager nogle halv- og hel-tunge filosofiske emner op uden at være belærende omkring dem. Man spiller sig faktisk frem gennem eksistentielle konflikter, som ikke har givne svar — hvilket jo lidt er pointen med eksistentialisme, men her bliver spørgsmålet om meningsløshed altså til meningsfuldt og funktionelt rollespil. På en måde hvor der er kælet ganske meget for æstetikken, specielt i drømme-scenerne.

Terese Nielsen har nogle interessante pointer, som jeg her omskriver lidt: Sisyfos spiller på et par punkter på nogle specifikke styrker ved rollespilsmediet — ting som rollespil gør bedre end f. eks. film. For det første det at rollerne ikke er personer, men aspekter af hovedpersonen. Det er selvfølgelig set før, og er en tradition som går helt tilbage til Arken, men det er gjort godt her. Man kan bede spillerne om at være stemmerne i Anders’ indre diskussion, og det virker.

For det andet er surrealistiske effekter skønne. Igen er det svært at vise på film. Her kunne alle farver flyde ud af beskæftigelsesrådgiverens ansigt og tøj og blive til små pøle på gulvet, når Anders var på kommunen,  og der kunne komme flokke af spædbørn kravlende ned af væggene og henimod dobbeltsengen, hvor Anders og kæresten taler om børn – og det indgår naturligt i scenen og understreger stemningen, mens rollerne bare taler videre. Lækkert til at skabe drømmeagtig og lidt uhyggelig atmosfære.

Star Wars: A New Home

af Stefan Lerbech

Jeg giver ordet til Troels (Rohde Flanagan): Star Wars a new home… Jamen, altså det lyder fjollet, men hver karakter kunne stige i skills/levels hurtigt i scenariet, hvis de gjorde ting der fremmede dramaet. Altså hver karakter havde nogle hemmeligheder, og det at drage dem frem på en måde, gjorde dig sejere… Sejere og hvad så? Jo, alting fremskridt(og tilbagegang) var skjult for spilleren, via skrabefelter… sindsygt fjollet gimmick? ja… kun det? nej — Det gjorde at man var sulten. Det gjorde at man ville se hvad der skete næst, også selvom man var ligeglad med en terning mere til et eller andet, så ville man gerne vide hvad der skete næst. OG så var det sjovt at få lov at skrabe. Så man pacede spillet og dramaet frem, hvilket var de der var langt op til, og gjorde det en super hæsblæsende og sjov 1,5 time.

Desuden var selve mekanikken, at jo flere aspekter af ens karakter man kunne drage ind i en handling, og beskrivelse, jo flere succeser fik man. Det skulle nok have været nævnt først. Det er smart

Så skal det nok også nævnes at jeg havde helt geniale medspillere, der rockede for vildt, og bare fik scenariet til at skinne!

Star Crossed Love

af Jacob Vogelius Nielsen

Scenariet tager langt hen ad vejen de fysiske virkemidler fra Cirkus uden grænser og integrerer dem på en måde som er langt nemmere at læse og håndtere (og i øvrigt ligger CUG stadig ikke på alexandria.dk, Danny — hint, hint!). Alene derfor er det læseværdigt, men SCL vil sine helt egne ting med den fysiske positionering af spillerne. Derudover: Take it away, Terese!

Terese: Star-Crossed Love er især formet af fysisk rollespil som virkemiddel og ved at være tight scripted , klart formidlet og utroligt nemt at køre for spillederen.

Scenariet virker ved at tage metaforer for forhold mellem mennesker og gøre dem konkrete og lade spillerne udføre dem med deres kroppe, og det virker smaddergodt til at få spillerne til at vise og føle spændingerne i forhold mellem mennesker. Nærhed og fjernhed illustreres ved, at man går henimod og væk fra hinanden. Man holder fast på hinanden ved at holde hinanden i hånden. Man kan være på nakken af nogen ved at stå bag dem med en hånd på skulderen og hviske i ørerne. Det er rollespil, hvor man udtrykker følelser uden ord, og det virker meget intenst.

Historien består af 10 scener og formidles med 4×10 kort – et sæt til hver af de 3 spillere og et til spilleder. Og så skal man sådan set bare læse sit kort og gøre, hvad der står og BANG! så har man en følelsesladet kærlighedshistorie. Det er meget gennemtænkt og nemt at gå til for alle parter. Igen var mine spillere fantastiske, og jeg skulle nærmest bare læne mig tilbage og nyde forestillingen.

Sølvnøglens døre

af Thais Laursen Munk

Idéen med at spille kultister, som for at bryde ud af kulten er tvunget til at grave sig endnu dybere ned i galskaben, er ret fin. For at finde allierede, våben og viden må de engagere mere med Cthulhu-mythosen, og betale. Og betale, og betale.

Trolddommen er i sig selv fantasifuld og opfindsom, og den lægger også op til dramatisk interessante valg i forhold til hvilken pris der knytter sig både til anskaffelsen og til anvendelsen af kræfterne. Det kunne meget vel være værd at kigge nærmere på for andre.

Teselskabet

af Denise Brødløs Færge og Ida Mia Thylstrup

Det er visuelt gennemført, og kombinationen af teselskab og kortspil, begge dele understøttet af rekvisitter, gør at man noget andet at tage sig til end at snakke, i dette snakke-scenarie. Det fik på sin vis samtalen til at flyde mere naturligt, hvilket ikke er en skidt ting. I ret mange snakke-scenarier kan det blive lidt akavet at man SKAL performe snak NU og ellers sker der intet.

The Naked Truth

af Arttu Hanska og Joonas Katko

The Naked Truth er både et dejlig stilfærdigt scenarie om mænd, følelser og venskab, og et rigtig fint stykke kultur-formidling.  Det kommunikerer noget HELT UTROLIG INTENST FINSK til et ikke-finsk publikum uden at gøre noget stort nummer ud af det. Hvis du nogensinde vil kommunikere ting som er kulturelt åbenlyse for dig til folk for hvem det ikke er tilfældet, og du vil gøre det med rollespil, så kunne du gøre meget dummere ting end at læse (og spille) The Naked Truth. Desuden er der også nogle ret fine ting ved samspillet mellem prædefinerede, tilfældige og valgte elementer i karakter-opsætningen, som gør at der er stor forskel på karaktererne, deres følelser og problemer, uden at det bliver utroværdigt eller til en konkurrence.

Troldsplint & Blåøje

af Marie Skouenborg

Dette er et virkelig hyggeligt feel-good scenarie, hvor der faktisk er ikke-trivielle emner på banen. Selv er jeg ret glad for instrukserne og virkemidlerne til at spille et barn på en barnlig men ikke-fjollet måde.

Desuden er scene-hjulet ret lækkert: hver akt er en sekvens af scener af forskellige typer og med forskellige regler, som leder naturligt til hinanden og understøtter hinanden, og som leder naturligt frem til næste akt med den samme overordnede sekvens. Dér er der helt sikkert noget, som er værd at gå på rov i!

Uledsaget

af Simon James Pettitt

Uledsaget er en form for hybrid mellem bord-rollespil og live, som ikke rigtig er set før. På nogle måder er det bord-rollespil ude i en skov, men skoven GØR noget ret vigtigt! I øvrigt et scenarie med meget på hjerte, som har givet spillere store oplevelser — men ofte store på den lidt stilfærdige måde.

og nu

Der er guld her. Grav. Diskutér (positivt, please). Læs. Spil.

~ af troelsken på 7. maj 2018.

En kommentar to “Ikke-ottominerede scenarier 2018”

  1. […] en tendens til at falde ud af otto-samtalens tragt, så derfor denne efterhånden traditionsrige opsamling. I skal være utrolig velkomne til at tale om ottominerede (eller eller endda vindende) scenarier […]

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

 
%d bloggers like this: