Night Witches

I går blev vi, langt før planlagt, færdige med en Night Witches-kampagne. Vi havde kæmpet lidt med at få det til at virke, og med at fokusere på de temaer som vi fandt spændende fremfor trælse ting. Da vi spiste sammen før vi spillede, blev vi enige om at runde af i går. Ironisk nok blev det så et brag af en spilgang.

Night-Witches-Portraits

Hvad er det for et bæst?

Night Witches er et Powered by the Apocalypse rollespil af den amerikanske spildesigner Jason Morningstar. Man spiller nat-bombepiloter i det rent kvindelige 588. russiske luftregiment under Anden Verdenskrig. Om dagen samler man ressourcer, reparerer sine fly og sig selv, og prøver på at overleve en Røde Hær, hvor mange har det svært med idéen om kvindelige soldater. Om natten flyver man bombemissioner mod de invaderende tyskere i vildt forældede dobbeltdækkerfly (som havde været spitzenklasse under Første Verdenskrig). Nat og dag har ret forskellig mekanik, og samlet set er der en pæn del mekanik. Det er på mange måder et godt spil, som gør interessante ting med en kombination af mekanisk og psykologisk pres.

Hvad var der galt?

I første omgang bemærkede Marie at hun syntes at de sexistiske røvhuller i fiktionen mere bare var nederen end en spændende udfordring. Hvilket er fair nok, og løste sig naturligt med et skift i fokus, da vi flyttede fra træningsstationen til den første base ved fronten — for dér VAR kun kvinder. Men der var stadig et mere grundlæggende problem, som var at vi aldrig helt fik mekanikken og rollespillet til at tjene og understøtte hinanden. Det kom med Lottes udtryk til at føles lidt som at man for at klare sig godt skulle spille brætspil og tage nogle andre træk end de som man havde lyst til at tage ud fra fiktionen. Hvilket er sandt for os, og så meget mere frustrerende, som at jeg og Anne havde oplevet det klikke ret fint som one shot for et par år siden — en god del af grunden til at vi overhovedet gik i gang med kampagnen.

Vi blev så altså enige om at vi ikke havde lyst til at spille kampagnen i fuld længde. Vi talte om at bruge et par spilgange på at runde karakterernes historier af, men blev enige om at det egentlig var OK at lade dem udkæmpe 2. verdenskrig uden os, så vi bare spillede i går for at lande de bolde, som lige var oppe i luften.

Hvordan gik det så godt?

Måske skete der lidt trylleri fordi vi vidste at der ikke var noget senere at gemme karaktererne til, så vi hovedsagelig bare gjorde hvad der gav mest mening i fortællingen? I alt fald blev det virkelig fedt! Forrige spilgang fik Vore Helte tiltusket sig mere end deres del af faktiske bomber (i modsætning til det lidt sørgelige alternativ, oversavede jernbanesveller) og fløjet en dramatisk succesfuld mission. Uheldigvis krævede det at de trak i lidt regiments-politiske tråde, hvilket kom til at tiltrække sig opmærksomhed fra regimentets “politruk’er”, politiske kommissærer.

Politruk’erne, viste det sig, var på jagt efter folk der stjal og drev sortbørshandel med reservedele og andre forsyninger. Den assisterende kommissær, Løjtnant Sheremeteva, havde et godt øje til spilpersonen Hanna (Maries — jødiske — spilperson), og prøvede at rekruttere Polya (Annes spilperson) som stikker mod Hanna. Selve den ledende politruk, Kaptajn Barsukova, havde dog en større fisk i tankerne: Sergent Katsaeva, som trods sin ydmyge rang var værkstedets dronning i kraft af dygtighed, stridhed og jernvilje til at få ting til at fungere uanset umulige forhold. Hende ville Barsukova have Hanna til at vidne mod, og lagde pres på Elena (Lottes spilperson og den ledende officer i spilpersonernes sektion) for at lægge pres på Hanna for at få hende til at samarbejde.

Komplikationerne? Folk havde ud fra deres positioner ret gode grunde til at gøre som de gjorde. Katsaeva krejlede ganske rigtigt væsentligt mere end hun havde ret til og gjorde tjenester såsom at forfordele bomber og reservedele — for at skaffe dele til at holde flere fly i luften. Spillerne kunne godt synke en klump ved tanken om hvordan regimentet skulle klare sig uden. Omvendt kunne Barsukova fortælle Elena at en emsig oberstløjtnant i den fjerde armés forsyningstjeneste havde opdaget at der var rod i papirarbejdet, og ting der forsvandt. Hvis ikke Barsukova kunne identificere en skyldig og afskibe synderen (eller syndebukken) til Sibirien, ville oberstløjtnanten mere eller mindre kunne lukke ned for regimentet. Et af kampagnens smukkere øjeblikke var underspillet patriotisme i en samtale mellem Hanna og Elena, hvor Hanna sagde at hvis det endelig skulle være, ville det være bedre at hun røg til strafarbejde end Katsaeva, for Hanna kunne undværes…

I alt fald besluttede Vore Helte sig for at prøve at fange nogle rigtige tyve, så de slap for at træffe den slags valg. Det lykkedes så også Elena at jokke nok i spinaten over for Barsukova til at det store sigtekorn skiftede over til Elena, så indsatsen var ret høj. Hanna forhalede reparationen af halenummer 45, så kun 5 og den elskede favorit 56 var klar til at flyve mission (56 udviklede sig til at blive en af kampagnens vigtigere karakterer). Derfor tog Elena afsted på mission sammen med sektionens tre bipersons-luftkvinder, fordi to pr. fly, mens Polya og Hanna blev hjemme og sammen med Katsaeva lavede en fælde for tyve. Vi krydsklippede så mellem missionen og fælden. Missionen gik OK, omend 45 blev en smule skadet. Hjemme opdagede Hanna og Polya at bagkvinden var ingen andre end den assisterende politruk, den ubehagelige Løjtnant Sheremeteva, som sammen med en anden biperson kom for at nappe den fede fangst, Vore Helte havde spredt rygter om.

At få den vagthavende til at arrestere en politisk kommissær frem for bare en almindelig tyv var op ad bakke, og ret tæt på at gå galt, men med tæft og held lykkedes det. I den vagthavendes fravær var der dog ingen som kunne forhindre et par inkompetente bane-personaler i at bruge brændstof til at få ild i de fugtige halmballer langs landingsbanen, så da Elena og bipersonen Lira havde en hård landing og endte med at køre ud i halmballerne, var det et problem! Elena måtte meget dramatisk springe ud af flyet og flå den nærmeste halmballe væk for at forhindre 56 og den halvt bevidstløse Lira i at gå op i røg.

Ved landingsbanen stod Kaptajn Barsukova med et par vagter klar til at arrestere Elena, men Polya og Hanna kunne netop da komme slæbende med Sheremeteva, der havde overspillet sine kort ved at prøve på at skyde den vagthavende. Midt i sin egen fysiske og politiske feberredning havde Elena overraskende nok plads i sit hjerte til at have ondt af den slagne slyngel…

Der sluttede vi kampagnen, på en udpræget high note. Night Witches var ikke rigtig for os, men det er et godt spil, og jeg vil langt fra advare folk mod at prøve det, som har mod på et spil som er udfordrende og tight skåret.

~ af troelsken på 5. juni 2018.

3 kommentarer to “Night Witches”

  1. Kan det passe at Cheresse og jeg var med i den bemeldte one-shot? Jeg husker det i hvert fald som en god oplevelse.

    Jeg har så til gengæld også en fornemmelse med mange af de nyere PbtA spil, at de har en meget mere mekanistisk tilgang til historien. Jeg har for eksempel lige læst Blades in the Dark (som teknisk set ikke er PbtA, men kraftigt inspireret deraf) hvor der er en hel mængde mekanikker, som historien skal emergere fra. I modsætning til AW, og også Monsterhearts, hvor ting i historien aktiverer en mekanik, der føder tilbage til historien.

    • Ja, det var den samme one-shot. Og ja, det er en rammende beskrivelse af en del nyere PbtA og PbtA-ish spil.

  2. […] så min (nu tidligere) Night Witches-gruppe for nogle måneder siden afsluttede dét spil, besluttede vi os i stedet til at prøve Urban […]

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

 
%d bloggers like this: