Spillederløst kampagne-spil

…med Urban Shadows som eksempel.

Og jeg mener ikke bare med fleksibelt roterende spilleder uden forberedelse, som i In a Wicked Age. Næ, jeg mener at reglerne og terningerne får lov til at forme og bestemme en hel masse, og så løbende spillede en lille smule alle sammen.

urban-shadows-b

Jeg har ventet med at skrive dette indlæg, fordi jeg lige ville sikre mig at det virker nogenlunde stabilt, før jeg begynder at råbe ud om det fra tagene. Men nu har vi spillet fire spilgange (plus en indledende med karakterskabelse og en runde intro-scener), og det virker sgu pænt solidt.

Erkendelsen

Da jeg sidste år kørte en Urban Shadows-kampagne sat i Paris under den franske revolution med en helt anden gruppe, bemærkede jeg at min spilleder-forberedelse ofte føltes tæt på overflødig. Jovist, jeg gjorde noget arbejde undervejs med at holde bipersonerne nogenlunde konsistente og holde styr på hvad de havde gang i, og jeg gjorde nogle Apocalypse World-spilleder ting med at opdatere fronter og doom clocks og sådan (for Urban Shadows er en efterkommer af Apocalypse World), og det var da ikke decideret meningsløst, men …det var alligevel tæt på overflødigt. Dette skyldtes specifikt spillernes “session intro” moves, som gjorde at der altid foregik rigeligt, uanset om jeg rent faktisk havde forberedt mig eller ej. Mere om dem om lidt.

Da så min (nu tidligere) Night Witches-gruppe for nogle måneder siden afsluttede dét spil, besluttede vi os i stedet til at prøve Urban Shadows uden spilleder, på min anbefaling. Og selv om det har krævet en smule tilvænning, så er det faktisk ikke helt tosset. Så hvad er tricket, og hvad er tilvænningen?

Tricket

I starten af hver spilgang rekapitulerer man lige, hvad det nu var der foregik i byen (for Urban Shadows foregår nødvendigvis i en storby). Derefter udvælger hver spiller én af de andre til at markere én af de fire factions. Derefter får man sin karakter tilbage og skal så finde på et rygte om en eller anden intrige eller konflikt relateret til pågældende faction, som man selv kan blive rodet mere eller mindre frivilligt ind i. EFTER at have fundet på rygtet ruller man så terninger for at se om man har en stærk succes (styr på tingene og god info eller en god vinkel på sagen), svag succes (stærkt involveret, man har noget på nogen men nogen har noget på én) eller fiasko (intrigen vil lige straks eksplodere i én fjæs på en farlig måde). Og dette er oftest ikke et slag hvor man har vildt stærke terninger.

Denne Session Intro-procedure betyder at med fire spillere er der allerede her næsten mere sat i bevægelse, end man helt kan nå at følge op på på en kort aftens spil, og med tre spillere er mængden nærmest perfekt afstemt til en hverdagsaften. Der er kun lige knap plads til at en spilleder overhovedet selv kan introducere personer og konflikter uden at det bliver noget rod.

Tilvænningen

Som det bør stå klart, er der nogle måder hvorpå Urban Shadows nærmest tigger om at være spillederløst. Men spillederløshed har også sine udfordringer. Det kræver at man på nogenlunde flydende vis lader tager en del af spilleder-rollen på sig selv ved at proaktivt kaste sin karakter ind i intriger men lade ret meget omkring udfald være op til en blanding af terninger og de andre spillere. Samtidig skal man også være parat til at spille bipersoner og ramme andre spillere med hårde moves når ens egen spilperson ikke lige er på. Man KAN derfor ikke køre det party style med alle til stede under action (og gruppen holdes i stedet sammen-ish af at de skylder hinanden tjenester på kryds og tværs).

Man skal gribe bolde og smide dem videre, og tillade sig at have fede idéer og indflydelse uden helt at have kontrol, og være OK med at der faktisk ikke helt er nogen, der styrer hvor spillet er på vej hen. Og samtidig skal man være OK med at lade spillet bevæge sig steder hen, at lade handlinger have deres logiske konsekvenser, så ting udvikler sig, tidligere mægtige fraktioner kan falde og ting er så ustabile som de bør være i et AW-type spil.

En af de værste dødsfælder er “spillederi pr. komité”. Hvis to eller tre spillere er i spilleder-mode sammen og har mere end to-tre sætningers diskussion af hvad der nu skal ske, så går spillet i stå med et brag OG det bliver livløst af at historien ikke får lov til at udvikle sig frit.

En anden dødsfælde er at man enten skubber for hårdt på og på urimelig vis dræber de andres karakterer fordi man ikke helt har styr på hvad man laver …ELLER, endnu værre, at man ikke skubber hårdt nok og sætter de andre i så svære situationer, at de får mulighed for at være seje og udvikle sig gennem svære valg.

Hvis det skal hænge sammen og være fedt, er det også nødvendigt at folk finder på noget konkret og dramatisk til deres Session Intro-rygter. Specielt er det vigtigt, at når man har opbygget en vis mængde personer og steder, så bør spillerne i meget vidt omfang lave rygter som inddrager eksisterende materiale, hvis storbyen skal føles nogenlunde sammenhængende. Da jeg var spilleder for Urban Shadows, bemærkede jeg at spillere af og til fandt på meget vage rygter, som overlod det til mig som spilleder at give dem et konkret, spilbart indhold. Hvis ikke der er en spilleder, går dét bare ikke an.

Det er ikke fordi alt dette er helt vildt svært, men der ER et par vaner at opgive og et par forpligtelser at løfte. Men belønningerne er til at tage og føle på — et stærkt og fleksibelt spil som er mere end almindeligt velegnet til voksne, travle mennesker.

Fra Skyggernes København

Under truslen fra Rådhus-magernes lammende, forvandlings-provokerende projektører kæmper en vampyr og en varulv midt på Rådhuspladsen, uden at forbipasserende dødelige helt kan opfatte, hvad der foregår — tænder, kløer og rasende styrke mod skarpt sølv og overjordiske reflekser.

På Vesterbro kæmper det gamle arbejderkvarters spøgelser stædigt, indædt og bogstaveligt mod det tilsyneladende uundgåelige fremskridt, som vil suge livet af kvarterets sjæl og sprede det gamle fællesskab ud i trøstesløse beton-forsteder.

På Christiania forsøger heksene med omsorg, henna og trolddom at binde den synske kvinde som har opdaget deres plan. Bagefter, mellem buskene på volden, brænder og skærer den synske kvinde heksenes rænker af sin hud.

En ambitiøs, dæmon-besmittet tjener for Gamle Penge sælger en håbefuld, desperat monsterjæger en kniv, som kan dræbe enhver vampyr — prisen er jægerens sjæl. Men Gamle Penge er svær at stille tilfreds, og accepterer kun håndlangere, ikke partnere.

Reklamer

~ af troelsken på 12. september 2018.

En kommentar to “Spillederløst kampagne-spil”

  1. For øvrigt, æres den som æres bør: Jeg var til dels inspireret af Tore, Terese og Olivers spillederløse Monsterhearts-oplevelser.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

 
%d bloggers like this: