Bagsiden af sikkerheds-kultur

Intet er så godt at det ikke er galt for noget. For nogle år siden skrev jeg (på baggrund af visdomsord fra Mo Turkington) om sociale sikkerheds-mekanikker og sikkerheds-kultur i rollespil. Den korte version er at hvis sociale sikkerheds-mekanikker skal give nogen rigtig sikkerhed, kræver det sikkerheds-kultur — at vi faktisk tager os af eget og hinandens velbefindende år vi spiller rollespil. Velfungerende sociale sikkerheds-mekanikker i rollespil er først og fremmest et udtryk for sikkerheds-kultur, og uden dette grundlag er de potentielt værre end ingenting.

sikkerhedsudstyr

Tidlig sikkerheds-kultur

En rigtig sikkerheds-kultur

For nylig var jeg i USA sammen med Marie Skouenborg og spillede og diskuterede rollespil med en flok dejlige mennesker, og det slog os at det progressive amerikanske rollespilsmiljø som de fleste af dem udspringer fra rent faktisk har fået en fungerende sikkerheds-kultur op og stå. Det at have sikkerheds-mekanikker, og ting såsom den moralske ret til at forlade et rollespil som man har ulyst til, er for mange af dem gået hen og blevet selvfølgeligheder som mange af dem ikke tænker videre over. Det er jo fantastisk, og vi var glædeligt overrasket over at se det så dybt indarbejdet. Det viste sig også at have et par utilsigtede og potentielt små-uheldige konsekvenser. Ikke noget katastrofalt, men nok (og interessant nok) til at jeg lige vil nævne det.

Når vi ikke tænker over det: fordele og ulemper

At en praksis er dybt indarbejdet betyder at folk ikke glemmer at gøre det — som f. eks. at jeg har trænet mig selv til altid at tage cykelhjelm på, før jeg sætter mig op på cyklen. Nu kræver det en aktiv indsats fra min side ikke at gøre det.

At en praksis er alment accepteret betyder at man ikke skal forsvare at bruge den, hvilket fjerner nogle sociale omkostninger i form at udfordring og evt. latterliggørelse. Og begge dele er jo super.

Til gengæld oplevede jeg til min overraskelse at folk ikke tænkte over valg af sikkerheds-værktøj — de henviste bare til standard-pakken, cut/brake, X-card, OK check-in, open door mm. Så behøvede man jo ikke engang at skrive noget i sine spil. Hvilket ville være fint, hvis ikke det var fordi ikke alle redskaber passer lige godt til alle situationer og alle spil. Brake/brems/largo, f. eks., virker i spil hvor man gradvist eskalerer sig ud i konflikter, men er ikke hjælpsomt i spil hvor man starter scenen med konflikten/det problematiske indhold. Og X-kortet (med hvilket man kan bortredigere uønsket indhold) er nyttigt for mange, men i sig selv et problem for et mindretal, hvis issue er uheldige erfaringer med fortielse og fornægtelse af problemer. Sikkerheds-redskaber vil ofte virke bedst, hvis de er designet/tilpasset til det pågældende spil, og dette afskærer man sig fra hvis man defaulter for hårdt til standard-pakken. Det har ofte god værdi at tænke specifikt og konkret over hvad det er man selv laver, både med hensyn til sikkerhed og andre design-betragtninger.

Det sprang også i øjnene på en ikke helt heldig måde, at debriefing sine steder blev anvendt med unødigt faretruende sprogbrug som om spillets indhold havde været HELT VILDT FARLIGT OG GRÆNSEOVERSKRIDENDE!!!, også når det ikke rigtig var tilfældet. Hvilket kan skubbe folk til at tolke oplevelser værre end nødvendigt, hvilket er mindre hensigtsmæssigt. Debriefing kan i øvrigt være en fin idé også efter ikke-skrækkelige spil, for de behøver (og bør egentlig) ikke handle om håndtering af traumatiske oplevelser, men om perspektiv og om sociale bånd mellem spillerne. Men standard-sprogbrugen omkring debriefing lader til at antage drabeligt & drastisk indhold.

Brug vs. design

Fordelene ved sikkerheds-kultur på rygraden er klare i brug — det bliver ikke glemt, og brugen er legitim. Men på design-siden er der altså klare fordele ved at tænke specifikt og bevidst om sikkerhed (såvel som om mange andre ting). Her kunne jeg ønske mig et udslag af sikkerheds-kultur i form af at det er lige så selvfølgeligt at tænke sikkerheds-behov ind i spildesign, som det er at overveje spillets genre og tænke dét ind i designet.

Nu er dette skrevet under indtryk at en konkret, amerikansk rollespils-sikkerheds-kultur, men jeg kan også med tilfredshed notere mig at den slags også vokser frem på denne side af Atlanten. Sådan noget som f. eks. trygheds-værter på Fastaval er en lille ting, men den siger at det at tage sig af hinandens velbefindende er noget, VI gør. Og det er hele sagens kerne.

~ af troelsken på 15. oktober 2018.

En kommentar to “Bagsiden af sikkerheds-kultur”

  1. […] (med ufærdige sager, og mens man hørte på andre der reagerede på samme situation) til en fungerende sikkerheds-kultur som der her var tale om, involverede selvfølgelig et par basale sikkerhedsmekanikker i form af et […]

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

 
%d bloggers like this: