Til forsvar for war stories

War stories har et dårligt ry inden for rollespil, og det er en skam. Her vil jeg se lidt på hvad det dårlige ry skyldes og hvordan vi kan bruge (og nyde!) war stories på måder der går uden om de trælsheder og fælder, der er at falde i.

Warstories

Min Brujah har fire dots i Celerity

…eller, hvordan war stories kan være rocker trælse, og hvorfor så mange folk ruller med øjnene, når nogen kaster sig ud i at fortælle om konkrete detaljer fra et rollespil.

DET ER FANTASTISK AT DELE INTERESSER — men det kræver at begge parter faktisk er interesserede. Og hvis én part i en samtale begynder at rulle sig ud omkring detaljer i system, setting og plot som den anden part ikke har investeret noget interesse i selv, er det klart at det går skævt. Det er som jeg har oplevet det en del af klassisk rollespils-nørd-kultur at antage at med-nørder er moralsk, æstetisk, socialt og medmenneskeligt forpligtede til at interessere sig for de samme rollespils-ting, hvis der er tale om bare moderat gængse sager, fordi vi er et broderskab (søskende-) af nørder. Og uanset de dybe broderskabs-forpligtelser er det bare svært at interessere sig for ting, der ikke har EN eller anden åbenlys og konkret relevans for éns egne måder at nyde rollespil på. Men samtidig kan det også være svært at slippe ud af den slags samtaler uden at begå forræderi mod rollespils-nørd-broderskabets kodeks. Deraf, alle de samtaler hvor vi har set os desperat omkring efter en undskyldning for at flygte med æren i behold mens en eller anden glad & entusiastisk forklarede om den enorme forskel som deres Brujah-vampyrs fjerde dot i Celerity gjorde i kampen mod Sabbatens ghoul-hunde. Eller indsæt efter behov system/setting/plot-interesse som du ikke deler — jeg havde meget muligt selv været tryllebundet, hvis der havde været tale om en beretning fra Apocalypse World eller for den sags skyld Væk. Vampire er en udbredt og legitim interesse, som jeg trods et par forsøg ikke deler.

Hvordan vi får det til at virke

Helt grundlæggende er det en god idé at droppe antagelsen om at det at to mennesker begge er interesserede i noget rollespil med rollespil betyder at de deler interesse for et hvilket som helst konkret stykke rollespil. Når vi er fri FOR denne antagelse, bliver vi også fri TIL at spørge efter noget common ground. Det er ikke altid lige for, men meget ofte vil der være noget. Og når vi har etableret common ground, bliver det pludselig meget nemmere at have en samtale som er interessant for begge parter. Og så bliver det lige pludselig interessant at dele konkrete oplevelser, fordi de kan belyse et emne af fælles interesse og bruges til at sammenligne metoder, indgangsvinkler osv. Så bliver war stories spændende. Så kan war stories BRUGES til noget.

Hvorfor war stories er awesome

War stories er fantastiske, fordi de fortæller dig med usvigelig sikkerhed, hvad der for den pågældende spiller var vigtigst ved en given spiloplevelse. Som rollespilsforfatter er jeg virkelig glad for det når spillere kommer og vil fortælle mig om deres oplevelser med rollespil, jeg har lavet (eller i øvrigt har meninger om og er investeret i). OK, der er ikke garanti for at timingen er 100% fantastisk, men det er simpelthen fantastisk nyttig feedback hvis man er opmærksom, ustyrligt meget nyttigere end når folk (gerne med et par genstande alkohol i blodet) prøver på at fikse alle de ting, der er galt med éns spil. Det eneste der er mere givtig information er at være til stede i lokalet og se folks reaktioner mens de spiller, og det er i mange tilfælde ikke rigtig praktisk muligt.

Mennesket er et fortællende væsen. Vores virkelighed og vores minder om den er en stor rodebunke af brudstykker af indtryk og oplysninger. Selv en tre-fire timers rollespils-oplevelse er ganske enkelt uoverskuelig og uhåndtérbar i sig selv, så hvad vi gør er at lave en fortælling ud af det oven i vores egne hoveder. Fortællingen hænger så en række af brudstykkerne op på en snor som et sammenhængende forløb og sorterer de fleste af dem fra, så det hele bliver til at håndtere. På den måde bliver fortællingen en nøgle til at forstå hvad der var vigtigt for spilleren ved spiloplevelsen. Dette er ikke det samme som at det er en pålidelig nøgle til at forstå hvad der faktisk foregik i spillokalet, men hvis lytteren selv har noget kontekst at hænge det op på (det har jeg f. eks. typisk hvis emnet er et spil, jeg selv har skrevet), får man ikke desto mindre virkelig meget og god information. Og selv HVIS man faktisk VAR til stede i lokalet, er andres sortering af det relevante i situationen potentielt vældig interessant.

Selv hvis man ikke rent faktisk er en rollespilsforfatter der bliver fortalt war stories fra éns spil er der masser at komme efter. Ud over den grundlæggende sociale fornøjelse ved det, som kan være ganske stor når man faktisk deler interessen, så vinder rigtig mange diskussioner om rollespils-relevante emner ved at blive holdt op imod konkrete situationer. Uanset om det så vil sige dots i Celerity eller en tyrannosaurus, der spiser en kampvogn.

~ af troelsken på 10. december 2018.

En kommentar to “Til forsvar for war stories”

  1. […] og lede i Odense, men jeg (Troels) har talt en del med ham om emnet og omegn, og har selv haft en håndfuld relaterede indlæg på planB, så derfor optræder det her som gæsteindlæg. Thais er ikke på […]

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

 
%d bloggers like this: