Rotteprinsessen i Drømmeland

AKA den amerikanske spil-con Dreamation (som i 2019 fandt sted 21.-24. februar i Morristown, New Jersey). Og Rotteprinsessen er mit Viking-Con scenarie fra 2018, som vand scenariekonkurrencen og dermed en billet (fly og livsvarigt Dreamation-medlemskab). Her er lidt om DET eventyr, og lidt tanker om miljø og fællesskab, som jeg har haft mig i den anledning.

rotteprinsesse

Viking-Con på amerikansk

Det er måske ikke HELT rigtigt, men det er heller ikke helt forkert. Selvfølgelig er Dreamation anderledes end Viking-Con, og lidt større (+50%, måske?), men på vigtige punkter føles ånden ens. Nu var jeg allerede på forhånd venner med en god del deltagende, men både gamle og nye venner var meget imødekommende — jeg følte mig utrolig velkommen. Én sjov leg som ikke er det samme på Viking-Con var selskabslegen folk prøver på at udtale navnet “Troels” — mange kæmpede bravt og indædt (og jeg gav frit folk lov til at bruge mit mellemnavn Ken, hvis ikke de lod til at more sig). Men selvfølgelig var der nogle væsentlige forskelle, som også fik visse ligheder til at træde tydeligere frem. Og dette har fået mig til at samle op på nogle tanker om fællesskaber, som jeg har tygget på i noget tid.

dav

Forskelle

INDIVIDUELLE SPIL Specielt for rollespils vedkommende er det en ret stor forskel, at de har individuelle afviklinger i stedet for den danske model med en håndfuld samtidige afviklinger af det samme spil.

KORTERE TIDSHORISONT Tilmelding af spil sker lidt tættere på connen end i Danmark, og tilmelding TIL spil sker helt gravalvorligt få dage før connen. Pr. email til en mailadresse som styres af en enkelt mand. Vinnie. Vi taler som sagt om en con med over 1.000 deltagere. I kid you not. Det køres på en måde, som jeg ville forvente på en dansk con med måske 100 deltagere. På en eller anden mystisk måde lod det alligevel til at fungere, men Vinnie må have haft en …interessant… uge.

FLERE KOSTUMER Mængden af elverører og lignende var markant større. Og en del folk som går med stok af fysiske/bevægelsesmæssige årsager har con-stokke i troldmandsstil, med krystalkugler og diverse dekoration. Det er ikke fordi man IKKE løber ind i lidt kostumer på Viking-Con, men der er langt mere på Dreamation.

PÅ HOTEL Hvor Viking-Con foregår på en skole, foregår Dreamation på et hotel med konferencecenter (Hyatt Regency Morristown). Det antages at folk som kommer langvejs fra (og til Dreamation kommer folk PÆNT langt fra) bor på hotel, enten selve hotellet, hvor man kan få en klækkelig con-rabat på værelser — men det er stadig ikke et billigt hotel — eller på et vandrerhjem eller lignende i nabolaget. Det betyder også, at der ikke er klasselokaler til rådighed, og de fleste lokaler er enten væsentligt større eller væsentligt mindre. Almindeligt bordrollespil finder ofte sted ved borde opstillet i brede gange (se billedet), eller for marginalt mere privatliv kan man få et mindre lokale — hvor der dog ofte vil køre to vildt forskellige rollespil samtidig. Den del var noget af et kulturchok.

MERE (SYNLIGT) QUEER — Miljøet omkring Dreamation går ret aktivt op i at gøre synlig afvigelse fra standard hetero køns-præsentation velkomment. Rigtig mange mennesker har sjovt hår, regnbue-badges osv. Der er ganske mange, ganske synlige transkønnede og seriøst genderqueer — selvfølgelig er de stadig stadig et lille mindretal, men de er ikke et forsvindende lille mindretal. De er synlige, og det er vigtigt for mange på connen, inkl. arrangørerne, at de skal føle sig som værdsatte medlemmer af fællesskabet.

Ligheder

BALANCE MELLEM SPILTYPER Når vi ser på det generelle forhold mellem gøglet/ teatralsk rollespil, mere konventionelt bordrollespil og brætspil, så var det (uden at jeg har kørt statistik på det) mit generelle indtryk at blandingsforholdet svarede overraskende nært til hvad man ville kunne finde på Viking-Con.

GRAD AF KOMMERCIEL TILSTEDEVÆRELSE Mest private folk der spiller, og betaler for at komme på con af egen lomme, et par butikker og boder i nogle afgrænsede områder. Egentlig føltes det her ret meget ligesom Viking-Con. Der var lidt flere små stadeholdere, ikke så meget større butikker, men i modsætning til mange andre større amerikanske conner, som i høj grad køres for at eksponere varer og kommercielle kampagne-medlemskaber, så var butikkerne, skønt synlige og ikke uvigtige, klart sekundære.

FEJRING AF NØRDHED Det er nørdet. Selvfølgelig er det det, og på en måde som er ret genkendelig ift. hvad man kan møde på Viking-Con. Mellem nørdede T-shirts, ivrige diskussioner om fordele og ulemper ved Fate og D&D, og så videre. Der er en følelse af fællesskab omkring det, en følelse af at LIGE HER er nørdhed en kilde til glæde og venskab, som vi ivrigt tager frem og vifter over hovederne. Måske fordi de fleste om mandagen skulle tilbage til en verden, hvor nørdhed typisk er noget, man går LIDT mere stille med. Nu er jeg selv så meget ude af nørd-skabet som man rimeligvis kan være uden enten at have nørderi som sit levebrød eller stemme dørklokker for Cthulhu, men for mange er det ikke sådan, det virker. Hvis der var en forskel mellem Dreamation og Viking-Con på dette punkt, er nørdheds-fejringen på Dreamation måske en smule mere højlydt, broget, kulørt og ivrig. Men det kan måske bare være et spørgsmål om generel kultur-forskel.

Fællesskab: Fælles om hvad?

Det sidste minder mig om noget, Avery Alder sagde på Fastaval 2018, om fællesskaber og hvad man egentlig er fælles om. Kontekst var at i queer-fællesskaber er folk ofte voldsomt forskellige i øvrige interesser og indstilling til ting, men klumper sammen i fællesskaber på grund af pres — man har alvorligt brug for NOGET fællesskab, så man bliver presset sammen trods alt det, man IKKE har til fælles.

Man skulle tro at nørder har en masse indholds-interesse at være fælles om, og ikke nær så meget pres som sammenrendet af afvigere fra de heteroseksuelle normer. Og vi nørder, både i DK og i USA, HAR da også en masse indholds-interesse. Men vi har også en ret stærk fortælling om hvordan omverden er efter os og vi blev mobbet som teenagere over nørdede interesser, og nu er nørd-miljøet vores tilflugt. En del af os ER utvivlsomt også blevet mobbet, men for os voksne nørder er der altså grænser for hvor forfulgte vi er nu. Samtidig er der også nogle ganske store forskelle i smag og indholds-interesser som nørd-miljøet skræver over. Der er nok en pæn chance for at to vilkårlige nørder kan finde noget af fælles interesse at tale om — men der er også en pæn, lille chance for at de ikke kan. Til tider får jeg mistanke om at historien om vores fælles forfølgelse som nørder bliver talt op, så vi kan undgå at risikere at løbe ind i manglende interesser til fælles.

Måske Dreamation-hjørnet af nørd-kulturen har sin stærke grad af forbundethed med queer kultur til dels på grund af identifikation med forfølgelses-fortællingen? Altså udover den ret store anden del at Dreamations hovedarrangør, Avonelle, ville lande som et ton mursten på folk, der får queers til at føle sig uvelkomne på Dreamation. Men i alt fald, hvis fortællingen om forfølgelsen af nørder kan lede til broderskab med seksuelle minoriteter, så har jeg noget større sympati for den end jeg ellers har haft.

Rotteprinsessen på amerikansk

Rotteprinsessen virkede fint på amerikansk jord, ganske som på dansk. Hun er en pålidelig, ung dame. Jeg ville næsten ønske at jeg kunne sige et eller andet spiffy om et eller andet som var markant anderledes når det blev spillet i den konkurrence-prægede amerikanske spil-kultur — men helt ærligt gjorde hun sin ting dér omtrent som her. Hun er nu forresten tilgængelig på engelsk. Der kom selvfølgelig et par fine war stories (dét kan hun!), som da den ene gruppe endte med at holde så meget af en modstander at de stort set rendte fra en kamp for at slippe for at slå hende ihjel…

Hvad ellers?

Ellers? Jeg fik kørt en enkelt afvikling af mit eget Dunsains Børn, som gik fint og uden vilde overraskelser.

Så spillede jeg det korte komedie-larp Sea Dracula. Det involverede advokater, som var talende dyr og afgjorde procedure-stridigheder under retssager gennem dance-battles. Det var meget fjollet og meget fint. Jeg fik selv en del ros for at min rolle som en kage, der egentlig var et stykke bevismateriale, men blev kaldt som vidne.

Jeg spillede Clio Yun-su Davis’ scenarie But Not Tonight, hvori vi var en flok teenagere i 1980’erne, der pga. en luftalarm søgte tilflugt i et atom-beskyttelsesrum og ikke vidste om verden var gået under udenfor. Jeg var en møgunge med enorm weltschmertz, og det var absolut ikke fjollet. Fremragende spil, skønt det gerne ville have haft lidt mere tid end de fire timer i blokken.

Endelig var jeg med til at spilteste Lizzie Starks og Jason Morningstars kommende live-scenarie Tipford, om fagforening, strejke og demonstration i 1923. Bl. a. indgik fællessang som spilmekanik. Selv om det “bare” var en fire timers spiltest af mekanikker, workshops og et par enkelte scener til hvad der skal ende med at være et tre-dages scenarie, var det både stærkt og UTROLIG interessant.

Reklamer

~ af troelsken på 5. marts 2019.

En kommentar to “Rotteprinsessen i Drømmeland”

  1. […] I visited the US to attend Dreamation, and among many fascinating conversations, I had a somewhat disquieting one with Mo […]

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

 
%d bloggers like this: