Muren mellem de levende og de døde

Hvad jeg egentlig vil tale om her er fantasy [1] og meget forskellige måder at forholde sig til sine egne fantastiske præmisser på. Betragter man sine fantastiske elementer som regel-bundne, en repræsentation af (fantastisk/fiktiv) virkelighed, eller forbeholder man sig retten til at være “utro”, til at gøre hvad der passer i éns kunstneriske udtryks-kram og blæse på kontinuitet og årsagssammenhæng? Jeg har komplicerede følelser om dette, og anledningen er et (nogle år gammelt) skænderi mellem to forfattere, jeg holder meget af.

Indlægget er for så vidt “bare” om litteratur, men det med setting, fantasy og håndtering af fantastiske elementer har også en SMULE relevans for hvordan man gør rollespil…

1426714866-buried_giant

Begravet kæmpe (Chesterfield, Missouri)

Ursula Le Guin vs Kazuo Ishiguro

I 2015 udgav den britisk-japanske højlitterære forfatter Kazuo Ishiguro (nobelprisvinder, bl. a. kendt for The Remains of the Day) fantasy-romanen The Buried Giant. Eller det er i alt fald en ret eventyrlig roman med drager og trolde, som foregår i England efter Kong Arthurs død.[Fodnote: Terese kaldte den roman-udgaven af Havet og de Hule Høje, hvilket på nogle måder ikke er skævt] Hans kunstnerisk/sociale kredse er lidt sådan nogle, hvor “fantasy” ikke er et plus-ord — det er ikke højkulturelt. I et interview i NYT kom han for skade at bekymre sig om hvorvidt hans bog ville blive affejet som fantasy, hvilket førte til en spids udveksling mellem ham og Ursula Le Guin (Fantasy og SF forfatter). Hendes problem var hans tilsyneladende uvilje til at stå ved sine fantastiske “surface elements”. Han endte dog med at erklære sig “on the side of the pixies and the dragons.”

Noget ved The Buried Giant som andre nørder (bl. a. Neil Gaiman) har været lidt ukomfortable ved er den måde hvorpå fortællingen bevæger sig mellem sanselig virkelighed og hårdhændet allegori. Til tider med de samme indholds-elementer. Og jeg kan efter læsning sige at det ER til tider lidt foruroligende ikke at være helt klar over om den gamle mand lige nu er en fremstilling af dødens fremmedgørende uvished eller faktisk bare en færgemand som er noget stresset over utilfredse kunder. Selv var jeg dog ret glad for netop den flertydighed — jeg er fan af middelalderlige ridderromancer (Chretien de Troyes er bomben!), og de gør lige præcis den ting ENORMT meget. Nogle gange er fortællingens elementer vigtige i sig selv, og nogle gange er de mest vigtige for de bagvedliggende ting som de repræsenterer.

Kort efter at jeg havde læst The Buried Giant læste jeg så i øvrigt Le Guins samlede The Books of Earthsea, i en udgave som er så lækkert illustreret af Charles Vess, at jeg måtte eje den. Jeg elsker dybt og inderligt de første fire bøger, havde været en smule forbeholden over for nummer fem (en samling noveller/kortromaner) og ret sur på sekseren, men jeg ville give dem en chance til. Hvilket jeg er glad for at jeg gjorde, for de holdt ret godt i sammenhæng, og når jeg var forberedt på at sekseren (The Other Wind) ret meget er en stor, fed fuckfinger til traditionelle, plotty helte-fortællinger. Og sammenligningen med The Buried Giant fik mig til at tænke tanker, der førte til dette indlæg…

Fantastisk virkelighed eller ubundne metaforer?

Sagen er at Le Guin tager sin fantastiske virkelighed alvorligt på dens egne betingelser, samtidig med at hun bruger den til at tale om emner som er påtrængende real-world-vigtige for hende, mens Ishiguro er drilsk og kompromisløst inkonsekvent i hvordan han bruger sin fortællings indhold til at tale om emner, som er påtrængende real-world-vigtige for ham. Det er radikalt forskelligt, og jeg synes egentlig at begge dele er ret fedt.

På den ene side er der noget super fedt ved at blive præsenteret for noget fantasi, som ikke er aktivt fjendtligt for at du drømmer dig ind i det. På den anden side kan der komme noget super fedt ud af en fortælling, der ikke lader sig distrahere af intern konsistens og andre detaljer fra hvad den VIL! Og ligesom at der kan være noget fare ved at opgive konsistensen, specielt hvis du ikke skriver #¤%&@£$§!!! møg-godt, kan der i allerhøjeste grad også være fare ved at lade sig bebyrde og distrahere af setting og etablerede bipersoner fra hvad man egentlig havde gang i.[2] Jeg har et par gange været ude for SFF forfattere som skrev ENORMT fede første bøger hvor de fandt på setting til at understøtte deres fortælling, og som efterfølgende skrev ikke helt så fede bøger i samme setting…

Hvis jeg skulle vælge, lige nu (og det skal jeg heldigvis ikke!), så ville jeg dog vælge fantastisk virkelighed. Og det er på grund af muren.

Muren mellem de levende og de døde

I Ursula Le Guins A Wizard of Earthsea (1968), den første fulde Earthsea-bog, introduceres en lav mur af sten, som skiller de levendes land fra de dødes. Den mest en åndelig, vision-questy ting, og giver som symbolsk/åndelig repræsentation af grænsen masser af ganske intuitiv mening. I bind tre, The Farthest Shore (1972), viser muren sig dog også at være et sted som man kan komme til fysisk — hvis man er ustyrligt modig eller ustyrligt uheldig.

Og i The Other Wind (2001) stiller Le Guin spørgsmålet, “hvem har bygget muren?” I en bog som kørte med ubundne metaforer i brændstoftanken ville det spørgsmål grænse til det fjollede, fordi murens metafor er så umiddelbart klar, men Le Guin bruger det at muren eksisterer i en kompleks og sammenhængende setting til at nå frem til nogle virkelig dybe og tilfredsstillende betragtninger. Og vejen går gennem tankerækken Der er en mur af sten dynget oven på hinanden — nogen må have bygget den — hvorfor gjorde de det? — hvad var det, de forsøgte at skille ad? Resten skal jeg ikke spoile her, men bare sige at det måske er min litterære yndlings-fremstilling af forholdet mellem liv, død, kultur og natur.

Ret beset er The Buried Giant i mine øjne alt i alt en bedre bog end The Other Wind, men vinden giver tilfredsstillende mening som afrunding på Earthsea-bøgerne (hvor 1-4 i alt fald giver kæmpen kam til hans hår), og mur-tingen ER virkelig fed. Meget federe end den ville have været, hvis den ikke havde været støttet af setting.

Men behøver det absolut at betyde noget?

Ikke nødvendigvis? Men ting (fortællinger/rollespil/whatever) som betyder noget vigtigt for forfatterne/læserne/deltagerne har bare en tendens til at have en del mere motorkraft. Og når ting som ikke betyder noget virker godt, tror jeg at det af og til hænder fordi de ved et uheld kommer til at ramme noget reel og u-triviel meningsfuldhed. Jeg må tilstå at min tålmodighed med elvere og dværge som vælter rundt i generisk fantasy-land uden at have nogen idé om hvad de går ud på er blevet ret knap på mine gamle dage. YMMV.

er det her ikke en rollespilsblog?

Jo. Og en ret stor del af hvad jeg skriver og spiller af rollespil er diverse former for fantasy, SF, horror osv., som alt dette er relevant for. Min erfaring her er FOR DET FØRSTE at fantastisk rollespil generelt er federe når de fantastiske elementer aktivt understøtter de temaer, vi leger med. F. eks. i Monsterhearts hvor de monstre, man spiller, specifikt er bygget over sociale dysfunktioner — varulve er den slags der pander dig ned i raseri og bagefter fralægger sig ansvaret, vampyrer er folk som suger livet ud af deres venner og kærester osv. — og alle de skamfulde hemmeligheder omkring det at være monstre siger noget om at være forvirret og måske queer teenager. Ja, det er ikke helt så åbenlyst i D&D, fordi D&D ikke er skrevet til at understøtte betydning så direkte, men man kan sagtens have ting til at være meningsfulde i D&D, direkte eller indirekte.[3] FOR DET ANDET at hvis du ikke holder et minimum af snor i hvad pokker der foregår på betydnings-planet, joh, så kan du være heldig at ramme gode takter, men du kan også nemt ende med noget som er fladt og kedeligt fordi det ikke handler om noget videre, eller du kan risikere at der flytter grimme nisser med i form af nederen fortællinger.[4]

I one shot scenarier kan man selvfølgelig vælge at kæle for sammenhængen, men behøver det ikke ikke. F. eks. er jeg ret glad for Fastaval science fiction-scenariet Star-Crossed Love, hvor det videnskabeligt INGEN MENING overhovedet giver at en Low Earth Orbit satellit ender med at falde ind i solen, men det er ligemeget, for rummet er en metafor for følelsesmæssig isolation, og teknisk fnidder omkring tyngdekraft er irrelevant! I kampagne-spil er der ofte god eskapisme-værdi i at holde setting-konsekvens, men jeg er også ret glad for Apocalypse World, hvor bare det mindste kig under spillets motorhjelm vil afsløre, at det ret centrale element “den psykiske malstrøm” er setting-mæssigt usammenhængende fra start, indtil man selv gennem spil hælder indhold i det, men til gengæld har en masse at sige om samfund og verdensbilleder som er i stykker.

Så, ja, også i rollespil kan man få en del ud af at lege med hvad ting betyder, og der er valg at træffe omkring hvorvidt man vil forlange af sit spil, at de fantastiske elementer giver mening på deres egne betingelser.

*****

1: Og for så vidt Science Fiction, Horror og anden fantastik, men anledningen er Fantasy. Tænk gerne “sci-fi” på vilkårlige tidspunkter undervejs. 

2: Girl Genius og Order of the Stick, jeg ser trist på jer, for nu at tage et sidespring til webcomics…

3: F. eks. i D&D ligger der i wizards ret klart et udsagn om at viden er magt, specielt i nyere editions hvor der er flere slags casters.

4: Igen i D&D er en af de helt åbenlyse nederen fortællinger at hvis folk bare er af en race som er ONDE, er det OK at nakke dem og tage deres ting. Det er blødt en LILLE smule op i nyere editions hvor formularen Detect Evil finder specifikke creature-typer såsom undeads og fiends, ikke alignments, og således ikke uden videre kan bekræfte din objektive ret til at begå rovmord — men der er sgu stadig nogle grumme nisser på lur…

 

~ af troelsken på 2. april 2019.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

 
%d bloggers like this: