Rollespilsscenarier og feedback

DO: Tal om specifikke oplevelser, warstories og effekt af mekanik, tal om rollespil generelt med netop dette spil som eksempel, og stil gerne nysgerrige spørgsmål. Sortér i hvilken feedback fra andre, du bruger krudt på, og vær rar ved dig selv.

DON’T: Forklar hvordan spillet skulle have været lavet (selv om du har ret!), læg ud med alt det der ikke virkede som du synes det burde, forsøg at overgå andre i awesome opvisning af højlydt kritisk sans, og vær negativ i hvordan du taler om dine medspillere. Hvis du modtager feedback — forhold dig til alt, eller forhold dig til intet. Og gå i panik!

Gitarrlegenden Jimi Hendrix

Feedback er en sjov størrelse. De fleste af os har hørt en del om hvordan man giver det, men der tales ikke så meget om hvad der foregår rundt om den som giver feedback, hos modtageren og hvad sammenhængen overhovedet er. Helt grundlæggende, feedback er ofte (angst-)provokerende for modtageren, ofte noget sludder, og en mindre del af det rummer et virkelig fantastisk potentiale for udvikling og forbedring, hvis vi kan finde ud af at engagere med det.

Dette voksede ud af en samtale mellem Marie Skouenborg og Troels Ken Pedersen, som igen voksede ud af en TEDx talk af Sheila Heen. Vi talte om feedback i det hele taget, og inden i det, feedback omkring rollespil, specielt rollespils-forfatteri. Og inden i det, samtalen omkring rollespils-forfatteri på Fastaval (som på én og samme tid er fabelagtig, og til tider fabelagtigt dysfunktionel), og inden i det, samtaler mellem Fastaval-forfattere og Otto-dommere. Men der er altså rigeligt af generelle goder at komme efter – dette er ikke rent Otto-nani.

Her kommer først lidt klassisk om afsender-færdigheder og afsender moves, så noget om modtager-færdigheder og moves og så noget om sammenhængen, hvad det er for nogle samtaler vi har hvor feedback indgår.

Afsender moves

Som sagt, det traditionelle fokus for diskussioner om feedback. Der er en håndfuld teknikker, man som afsender af feedback kan benytte for at reducere chancen for trafikuheld. En populær én (og med god grund) er den såkaldte ”SHIT SANDWICH”, hvor man først siger noget pænt – og ærligt, hvis det er rent bullshit virker det mindre godt – for at sænke modtagerens parader, så kommer med den reelle kritik, man vil levere, og til sidst siger en pæn ting til før modtageren helt har tid til at freake ud over kritikken i en grad så de afviser den (og dig). Manipulerende? Jovist. Og også en fin illustration af adskillige af de potentielle problemer omkring feedback.

Mange af problemerne kommer af status og magtrelationer. Det er ikke en umulighed at give og modtage feedback i en overordnet set ligeværdig relation, men selve situationen er skæv, og der er en del at vinde ved at være bevidst om dette og forkaste eller acceptere default magtrelationen i en feedback scene. At acceptere den kan være at spille på og bruge sin autoritets-position (konstruktivt, håber vi!), at forkaste den kan f. eks. være at nedtone sin status ved hjælp af fysisk positur mens man leverer kritik – i sig selv en høj-status aktivitet.

Det er også værdifuldt for en giver af feedback at læse modtageren i situationen, og i det hele taget at kende noget til deres reaktionsmønstre. Både generelt ud fra netop den type af feedback-samtaler, og ud fra indgående kendskab til netop den person, man giver feedback, i netop den type situationer. Det er også værd at vide at det med at ramme folks reaktioner for optimal effekt er rocker svært! Man kan sige at ydmyghed i forhold til disse ting ikke er den mindst vigtige evne for afsendere af feedback.

Modtager moves

Der hvor Heens talk bliver virkelig interessant er der hvor hun taler om nyttige færdigheder for modtagere af feedback. Og meget af det slog os som meget sandt og relevant, og ofte underbelyst i samtaler om feedback, der alt for ofte handler om hvordan VI, afsenderne, skal håndtere de passive objekter, modtagerne. De færdigheder som vi vil tale om her involverer dels sortering af feedback, dels følelsesmæssig selv-regulering for at optimere både sorteringen og evnen til at få nytte af relevant feedback.

Sagen er nemlig at 80-90% af feedback er skrald, som vi ikke har gavn af at rette os efter, og som det ville være dyrt i både smerte og besvær at forholde os dybtgående til. Derfor er det nødvendigt at sortere. I spiltest af rollespil, f. eks., er spillernes reaktioner på spillet, og hvad deres efterfølgende war stories siger om deres opfattelse af spillet, meget mere værdifuld og pålidelig feedback end deres efterfølgende hjælpsomme forslag til hvordan du burde ændre dit spil. Den nemme og billige løsning er at (høfligt!) ignorere deres eksplicitte forslag med mindre noget af det er åbenlyst genialt og i overensstemmelse med dine observationer. Hvis du er villig til at kaste kræfter efter sortering, bør du under alle omstændigheder gå til den eksplicitte spiltester feedback med sund skepsis.

Vores følelsesmæssige reaktioner på feedback strækker sig fra meget minimale (vi er ligeglade, og giver derfor ikke feedbacken nogen videre opmærksomhed) til det ret voldsomme, der enten driver os ud i at hæve parader for at beskytte os, eller slet og ret gør at vi (over-)forholder os smertefuldt til feedback og bliver pænt følelsesmæssigt smadrede. Hvor du falder på dette spektrum kommer både an dit temperament og på sammenhængen, men…

DET ER MEGET, MEGET MERE SANDSYNLIGT AT DU ER TILBØJELIG TIL AT OVERREAGERE END TIL AT UNDERREAGERE PÅ FEEDBACK. SERIØST. MEGET. JA, DIG.

Derfor er det mest sandsynligt at selvregulerings-færdigheder for dig går ud på at dæmpe, dirigere og kontrollere dine følelser. Det mest grundlæggende er at genkende dine reaktioner for, hvad de er, så du bliver i stand til at handle taktisk i forhold til dem. Heen taler om tre ”triggers”, der (legitimt eller ej) får os til at afvise feedback. Det er vigtigt at disse triggers både kan være grunde til og undskyldninger for at ignorere kritik.

Truth trigger. Det vil sige at vi identificerer feedbacken som faktuelt ukorrekt – og derfor kan og bør vi ikke forholde os til den. I særdeleshed kan man nemt komme til at identificere ét aspekt af et stykke feedback som faktuelt ukorrekt, og på den baggrund komme til at smide hele samtalen ud. Det KAN hænde at vi er LIDT hurtige til at afvise ting som usande, når vi har følelser i klemme, men ofte er dette en god og korrekt trigger, der beskytter os mod ukonstruktiv feedback.

Relationship trigger. Det vil sige at vi identificerer giveren af feedback, som ikke har standing til at give den. Hvis en eller anden Marlon Rando udbreder sig om teknisk avancerede ting som vi er eksperter i, kan det spare besvær at afvise allerede her i stedet for at bruge de noget flere kræfter på at forholde sig til om det er sandt eller ej. Eller det kan være en reaktion som forholder sig til afsenderens motivation i samtalen og relationen (”det siger han bare fordi…”). Det er ikke nødvendigvis illegitime betragtninger, men de kan fremme fucked up hierarkier og gøre det sociale liv unødigt svært for entusiastiske og måske endda indsigtsfulde nybegyndere som f. eks. kaster sig ind i rollespilsmiljøet med blank pels og fugtige snuder som de stikker frem i alle de fantastiske samtaler om rollespil, der foregår et sted som Fastaval…

Identity trigger. Det vil sige at vi afviser feedback fordi hvis det skulle være sandt, ville det sige ting om hvem vi er, som ikke er acceptable for vores selvopfattelse. For eksempel, ”hvis hun har ret i hvad hun siger om hvordan hun havde det med den rolle, vil det sige at jeg har skrevet en sexistisk stereotype ind i mit spil …JEG HADER IKKE KVINDER!! HVOR VOVER DU!!!” Dette er så godt som aldrig en konstruktiv grund til at afvise kritik, og når vi tager os selv i at reagere på denne måde, bør vi som tjekke den pågældende feedback for sandhed (hel eller delvis), med mindst lige så meget skepsis over for vores egne reaktioner og bevæggrunde som over for feedbacken selv. Hvilket er svært, for disse ting kan være ret voldsomt angst-provokerende.

I alt dette er det værd at huske på at de fleste folk overvurderer hvor gode de selv er til at tage mod kritik, og undervurderer deres egne følelsers voldsomhed. Ydmyghed og selv-skepsis er godt ting når vi arbejder med disse ting – selv om det også er vigtigt at holde fast i, at udgangspunktet er legitim selv-beskyttelse mod belastende og ukonstruktiv feedback.

Et godt sted at starte med rollespils- / Fastaval-specifikke steder at gribe fat i egne færdigheder som modtager af feedback er at kommunikere klart omkring hvordan vi ønsker at modtage feedback, inklusive at lukke ned for feedbacksamtaler som du véd bliver noget lort for dig. Både under Fastaval, til Otto-festen og efter Fastaval. Det er helt OK at styre samtalen ved at bede om fokus på specifikke forbedringsområder, fokus på det positive, at bede om at få kritik serveret som shit sandwich, eller hvad du nu har erfaring med virker for dig. Tal om det, eller bed folk om at sende dig en mail senere, fordi du ikke gider få dit scenarie dissekeret til Otto-festen. Du kan bede folk om at tage specifikt udgangspunkt i deres egne, konkrete oplevelser. Der er i sig selv et vist konflikt-potentiale i den slags styring, men det kan også spare en del trælshed.

Og alt dette er med det forbehold at vi aldrig helt ved hvordan feedback rammer os, og hvor hårdt.

Et godt, specifikt slap-af-trick for Fastaval scenarieforfattere er tanken om at du er den største ekspert i dit scenarie. Selv de frygtindgydende Otto-dommere er i bund og grund bare folk som har læst dit scenarie og talt en masse om det. Det er muligt og sandsynligt at de har interessante ting at sige om dit scenarie, men dit eget kendskab er stadig både dybere og mere praktisk end deres. Den tanke kan hjælpe til at tage kanten af et faretruende autoritets-forhold, og hjælpe til at holde proportionssansen og dæmpe panikken.

Framing (scenesætning)

Hey! Vi har også noget at komme med, som ikke bare er omformulering og rollespils-retning af Heen, nemlig lidt mere om samtalen omkring afsender og modtager af feedback. Scenesætningen, om man vil.

I virkeligheden er det en mindre del af den feedback, vi får, rent faktisk noget vi får i samtaler som udtrykkeligt handler om feedback. Meget kommer i forbindelse med andre samtaler, og nogle gange kan disse andre samtaler være en fremragende ramme om feedback, mindre ramt af den angst og de status-spil, der ofte kendetegner egentlige feedback-samtaler. Det betyder omvendt også at det er relevant at være opmærksom på feedback i bredere forstand, men det er ikke godt at være så opmærksom at det slår over i over-analyse og paranoia. I en Fastaval-sammenhæng er det f. eks. en sørgelig klassiker for ængstelige forfattere at se feedback på éns scenarie i den måde, folk på det nabo-bordet i caféen kigger sig omkring og den slags.

Fastaval har nogle helt fantastiske samtaler om rollespil. Og også nogle irriterende i stykker samtaler om rollespil. Helt generelt til glade Fastaval-rollespillere i baren; det er som regel godt at slappe lidt af i sin retorik og lade være med at starte samtalen med scenarieforfattere om hvad der er galt med deres scenarier og hvordan det bør laves om (nu hvor det i alt fald ift. Fastaval er for sent). De fleste forfattere er meget mere interesserede i at høre warstories fra dit run af deres scenarie, og de kan egentlig bruge det til meget mere. Eller endnu bedre, tal bredere om temaer og teknikker i rollespil som er relevante i forhold til deres scenarie, og sammenlign med hvordan andre rollespil har forholdt sig til de samme ting, og hvad du har haft af relevante oplevelser. Gerne uden at rangliste scenarierne fra vindere til tabere…

Et par ting omkring den måde, vores kultur former rammerne omkring feedback-samtaler: vi (i bredere forstand, ikke bare rollespil) har en kedelig tendens til at konkurrere på negativ kritik, til at vi opbygger status ved at rive andre ned, den såkaldte negative opbyggelighed. Dette er i høj grad med til at forgifte feedback-situationer og gøre relationship triggers sørgeligt relevante. Det fungerer også sådan omkring rollespils-design-snak. Der er status i at give ros, men ikke så meget som i kritik. Til gengæld kan det at give ros noget andet – det bygger relationer. Og relationer er nyttige, og kan på andre måder danne grundlag for status, selv om de ikke i sig selv er status. At modtage ros giver status, og det giver endnu mere status når du er gavmild med den ros, du modtager, og (med bredt og åbent kropssprog snarere end undselighed, du véd hvordan det ser ud) deler credit med de som har hjulpet dig…

Reklamer

~ af troelsken på 15. april 2019.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

 
%d bloggers like this: