Fastaval, forfatteri & følelser

Følgende er et gæsteindlæg af Thais Munk. Han blogger på Frygt og lede i Odense, men jeg (Troels) har talt en del med ham om emnet og omegn, og har selv haft en håndfuld relaterede indlæg på planB, så derfor optræder det her som gæsteindlæg. Thais er ikke på Facebook, så hvis I vil tale direkte til ham, må I svare på bloggen. Eller hjemsøge hans blog og skrive kommentarer på indlæg der handler om noget helt andet, som om det var 2012. Thais, take it away!

fugle

Dette indlæg handler om min oplevelse af ikke at kunne have mine følelser i fred som Fastaval forfatter. Dette er min egen oplevelse, fortæl mig endelig din.

Til Fastaval 2018 var jeg med som forfatter. Det er ikke mit scenarie jeg vil skrive om her, men om nogle ting jeg indså på den Fastaval. Jeg regner nemlig umiddelbart med at det bliver sidste scenarie, jeg skriver til Fastaval. For jeg synes der er noget råddent i den forfatterkultur, som gør at jeg ikke kan eller vil lege med længere.

Hvorfor jeg ikke skriver scenarier længere

Der er tre grunde til at jeg på ubestemt tid er holdt op med at skrive scenarier.

1: Resultatet blev slet og ret ikke godt nok ift. den mængde af tid, jeg brugte på det. Andre kunne simpelthen gøre det bedre end mig. Jeg har skrevet scenarier siden jeg var 17, og med undtagelse af 2-3 af dem (ud af i alt 10) blev det, ærlig talt, ikke successer. Så ville jeg hellere anerkende mine begrænsninger som menneske, lave andre ting og forfølge nogle andre gamle drømme.

2: Jeg havde det slet og ret ikke sjovt nok som scenarieforfatter. Jeg fortsatte primært på grund af min perfektionisme og på grund af gammel vane.

3: Jeg kunne ikke som forfatter have mine følelser i fred på Fastaval. Det var træls.

De første to her var hovedgrundene til at jeg stoppede, men det er ikke dem, jeg vil diskutere her. Det er den tredie grund. Det blev simpelthen noget gøgl for mig at opleve at jeg konstant blev sat i bås følelsesmæssigt.

De trælse båse

Jeg oplevede at mange folk automatisk antog at jeg enten var forsmået forfatter der bare tiggede efter ros, eller arrogant. Hvor jeg egentlig mest bare følte at jeg var glad for den indsats jeg havde leveret ved at skrive Sølvnøglens Døre og havde accepteret at det ikke var blevet den succes, jeg havde håbet efter at have skrevet på det scenarie i små 2 år (især fordi det nok skulle have været en kampagne). Jeg lærte så til gengæld meget af at gøre ting færdige, blive ved, dræbe darlings, blive ved, lære af mine fejl og blive ved. Så det var jo sådan set alletiders.

Meget sat på spidsen var det en oplevelse af at “Har du ikke en holdning? Så er du enten forsmået eller falsk beskeden. Er du glad for dit scenarie? Så er du arrogant.” Det gjorde mig træt at andre antog ting om at mine følelser automatisk antages at være på en bestemt måde. Jeg går ud fra at det også er trættende for andre.

Jeg oplevede her hvad jeg synes er en uskik, nemlig at man går i gang med at føle ting på andres vegne. Der er ingen måder, hvorpå man med sikkerhed kan vide, hvad andre føler. Så kan man spørge i stedet for. Jeg oplevede, at folk halvvejs gik i gang med at trøste eller opmuntre mig uden at jeg havde bedt om det eller givet udtryk for ærgrelse. Selvfølgelig er det totalt god stil at være glad på sine venners vegne, når det de har lavet er en succes. Selvfølgelig er det respektfuldt at lytte til andres ærgrelse eller frustration over et scenarie, de har brugt meget tid og energi på, ikke er blevet den succes, de gerne ville have. Det var ikke det, jeg oplevede.

Så er spørgsmålet jo bare hvorfor? Personligt oplever jeg at alt prestigen, klapsalverne, priserne, jagten på anerkendelse etc. distraherer fra hvad jeg finder mest interessant ved rollespil på Fastaval, nemlig rollespil og hvordan man kan gøre det på nye og spændende måder.

At arbejde for hæder

I forhold til det med anerkendelsen, så vil jeg da gerne anerkendes af andre for at have lavet et gratis stykke arbejde. Det er da vældig fint. Jeg opfatter bare den jagt på anerkendelse for anerkendelsens skyld som jeg oplever blandt scenarieforfattere som giftig og jævnt hen ubehagelig. Selvfølgelig må man gerne være ambitiøs, lægge sig i selen og være glad for at have vundet en pris. Det har jeg også selv gjort, når det er sket for mig. Det er jagten på anerkendelsen for anerkendelsens skyld, jeg er ude med riven efter. Jeg vil gerne gøre ting som andre anerkender mig for. Jeg har det bare stramt med når jeg oplever at jeg selv eller andre gør ting for at ville anerkendes, ikke fordi de synes at tingene som sådan er sjove at lave.

Jeg synes især hvad jeg synes, fordi jeg selv har levet mit liv efter et princip om at søge anerkendelse for anerkendelsens skyld. Det ønsker jeg ikke at gøre igen. Jeg vil gerne gøre ting fordi det jeg selv synes er sjovt eller det rigtige at gøre. Hvis andre også bliver glade for det, så er det jo også bare alletiders. For mit vedkommende vil jeg rent personligt gerne anerkende folk for at gøre ting som jeg ikke selv gider, f. eks. kiosk eller at gøre rent.

Det er min oplevelse af at være forfatter på Fastaval. Hvad er jeres?

en diskussion at have

Jeg, Troels, starter lige med at mene noget. Personligt trives jeg fremragende i Fastavals scenarieforfatter-miljø. Der er dele af samtale-formen som ikke gør så meget godt for mig personligt, men på den anden side motiveres forskellige folk af forskellige ting, og jo flere der BLIVER motiverede, jo bedre. Jeg er stærkt motiveret af at have adgang til et kreativt miljø som er fuldt af motiverede folk (og så af at der er folk som spiller mine spil og mener ting om dem, samt diverse andet).

Der ER klart spædbørn i badevandet af anerkendelse og medleven, men samtidig er der også folk, der bliver demotiverede af subkulturens nuværende form. Hvilket, a propos tankelæsning, vi ved fordi nogle af dem har sagt det til os. Hvis vi kunne motivere (af-demotivere?) nogle af dem bedre uden at spolere for meget for dem som subkulturens nuværende form gør en masse godt for, så kunne det være en god ting.

~ af troelsken på 24. september 2019.

8 kommentarer to “Fastaval, forfatteri & følelser”

  1. En nøgle for mig til at overleve fastavalforfatterspillet med minimalt tab af sanity er at se Fastaval som blot endnu et trin i den kreative process for værket under opstandelse. Et værk bliver ikke færdigt, det bliver forladt.

    Derfor er fokus på Fastaval på at få konkret feedback fra spillere, spilledere og scenarielæsere (juryen). Og det gør Fastaval udmærket.

    Så bliver Fastaval ikke målet men et middel.

    Dertil er der jo andre ting i tilværelsen end anerkendelse fra slænget der begynder at fylde når skægstubbene begynder at blive grå.

  2. Jeg syntes det er en lidt spøjs ting at skyde folk i skoene – at de findes forfattere der kun skriver til Fastaval for at få anerkendelse. Lidt ironisk også, fordi blogindlægget starter med at Thais selv ikke vil sættes i bås følelsesmæssigt. Jeg ved godt at mine oplevelser er anekdotiske og ikke almengyldige, men jeg kender simpelthen ingen der skriver til Fastaval udelukkende for at få anerkendelse. Tværtimod er Fastavalforfattere nogle af de mest dedikerede og passionerede mennesker jeg kender. De brænder for deres fortællinger og for rollespillet som medie. Og for hva? En statue af gips (måske) og fem garanterede afviklinger af sit spil. Det man får ud af at være Fastavalforfatter er på ingen måde proportionelt med det frivillige arbejde der lægges i et scenarie. Hvis man prøver at kigger på Fastaval udefra, så er det helt absurd hvor meget frivilligt arbejdes der lægges og hvor lidt anerkendelse folk kræver. Både fra forfattersiden og fra alle andre arrangører – både praktiske og kreative. Det er lidt et under at folk tropper op og skaber Fastaval år efter år.

    Når det så er sagt, så er forfatterdelen af Fastaval en af de arrangør-områder, hvor anerkendelse er mere integreret og indbygget i connens struktur. Både i form af Otto’en, men også i form at sammenholdet og interpersonelle relationer mellem forfatterne. Min personlige oplevelse er at Fastavals forfattergruppe er nogle af de sjoveste og mest kreative mennesker at snakke og designe rollespil sammen med. Jeg elsker at være en del af sparringsfælleskabet og det er i høj grad en del af min motivation for at skrive scenarier. Fastaval har skabt et miljø, der udfordrer og løfter mine rollespil. Og ja, det betyder noget for mig at blive anerkendt i det miljø. Men udgangspunktet for den anerkendelse, er at du ønsker at lave et godt rollespil.

    I virkeligheden går jeg ikke så meget op i folks motivation for at skabe rollespil. Selv hvis der skulle sidde nogen derude, der kun gør det for hæder, lægger de stadigvæk et kæmpe stykke arbejde for Fastaval. Som tidligere Otto-dommer vil jeg også indskyde, at alle de scenarier jeg har læst, har været genenmsyret af kærlighed til rollespilsmediet og ønsket om at fortælle en god historie.

  3. Halløj med jer 😀

    Frederik: Ja, jeg ser også Fastaval som et middel i dag og ikke som et mål.

    Ann: Jeg er ked af hvis det er kommet til at virke som om at jeg mener at det er den eneste grund til at folk skriver. Det har jeg selvfølgelig ingen måde at vide på Jeg vil kun fortælle om min oplevelse, ikke andre. Det er da også sandt at folk ligger absurd store mængder arbejde i deres scenarie. Det har jeg ikke noget at udsætte imod, men jeg synes at kulturen om det blev for meget for mig. Jeg vil ikke sætte andre i bås følelsesmæssigt, bare dele min oplevelse.

    Jeg mener heller ikke at jagten efter anerkendelse er den eneste grund til at folk skrive Fastaval scenarie (igen, det er ikke noget jeg ved, det bare mit indtryk). For jeg har også samme oplevelse af at kærligheden til rollespil gør en vældig stor forskel. Jeg ville heller ikke gå op i hvad der motiverede andre hvis ikke jeg havde haft en træls oplevelse af at det der med anerkendelse også spillede en store rolle. Det er min oplevelse og ikke en generalisering.

    Jeg er som nævnt ikke ude at anfægte at folk laver crazy meget arbejde for Fastaval, også ift hvad Troels skriver. Jeg oplever bare at måden det sker på har nogle ufede sidekonsekvenser.

    • Det er meget simpelt for mig, hvorfor jeg skriver til Fastaval.

      Du kan kalde det anderkendelse eller interaktion eller glæden ved at dele:

      Jeg skriver fordi der er mange hold der spiller det. Ann skriver “fem garanterede afviklinger af sit spil. Det man får ud af at være Fastavalforfatter” og det er det hele værd. Jeg gider ikke lave alt det arbejde for 1 eller 2 hold. Hvorfor de fleste af mine “geniale” ideer, bare er noter jeg kører for mine venner. Det er svært for andre conner end FV og VC at have det antal hold – hvorfor så ikke VC?
      Fordi der ikke virker til at være den samme “jeg hjælper gerne” mentalitet overfor GM tjansen og connen støtter ikke så meget.

      Du behøver ikke sige mit scenarie er godt, men jeg lever for at folk kommer og siger “vi skød Torben med raketkasteren nede fra tanken”. Så ved jeg i hat underholdt jer selv med mit scenarie… men jo, det er da også anderkendelse.

      Jeg skrev sidst til Viking Con, er ellers GM på 3 kampagner p.t. nu skriver jeg til Fastaval, fordi min ide kræver at der er flere hold.

  4. Vi snakkede jo meget sammen om det her det år, så det er nok ikke nogen overraskelse jeg deler mange af de samme tanker. I 2018 havde jeg en “Aha!” oplevelse af at, efter at få synopser afvist et par gange længere tilbage og skrevet til Con2 og Viking-Con istedet, at Fastaval egentlig ikke var federe at skrive til en andre conner. Du får mere opmærksomhed, flere hold, mere feedback og måske vigtigst, mere social fællesskab, men den opmærksomhed kan være både god og dårlig. Og flere hold betyder større chance for nogen af dem crasher og menneskelig natur/negativity bias medhører at det vil være dem man vil hænge sig mest i.

    Lørdag aften på Fastaval er for mig næsten altid noget lort: Selv hvis jeg er ikke er skuffet over mangel på nomineringer, eller de forkerte normineringer (det lyder nok usympatisk, men når man skriver mere end et scenarie kan det for mig åbenbart godt være en ting), så har der været folk til at sætte mig i følelselsesmæssig bås, og pådutte mig skuffethed, eller “joke” om at nu var jeg måtte enten være forsmået forfatter eller elitesvin og ingen af tingene er fede. 2018 var specifikt året hvor jeg havde til måls at skrive mit Magnum Opus, men allerede ved aflevering godt kunne se det ikke var blevet det. Så jeg var, plus tempereret af erfaring, ikke skuffet da det ingen normineringer fik, men reagerede uhensigmæssigt voldsomt da folk gik igang med at “trøste” mig. Lørdag aften har været nok til at jeg overvejede om jeg skulle skrive til andre conner, både på grund af mine egne følelser og andres jeg har fået hældt over mig.
    (Søndag er spøjst nok ikke et problem for mig, dels fordi der er fest og jeg danser i stedet for at snakke, og fordi der synes at være mere fokus på vindere end tabere)

    Jeg kan ligesom Ann dog ikke genkende ideen om nogen skulle skrive *primært* for anderkendelsens skyld. Jeg tror de fleste skrive fordi det er sjovt og de brænder for ideen. Jeg ser heller ikke noget decideret problem ide i folk jagter anderkendelse generelt, men der er noget specifikt farligt over pingvinen. En konkurrence vil altid have flere taber end vindere og når man så kombinere det med høj følelsemæssigt investering bliver det hurtigt et dårligt gamble. Jeg tror jeg selv efterhånden har lært at distancere mig tilpas og ikke forvente noget og det viser sig man sagtens kan være glad for at vinde alligevel. Hvis ikke endnu mere! Altid hav lave forventninger, så bliver man enten ikke skuffet eller glædeligt overrasket.

    … Siger jeg, og har totalt høj investering og forventninger til det jeg laver i år. Fuck.

    • Ja, det er sandt med menneskelig natur/negativity bias. Og ja, vores snakke om det der spillede en stor rolle for at jeg skrev det overstående indlæg. For ja, det er hverken fedt at blive påduttet det ene eller det andet eller kaldt elitesvin.

      Heh, det er sjovt med lørdag aften. Det plejede at være den store festaften for mig, men de mange sidste år på Fastaval har jeg spillet brætspil og forsøgt at heppe på deltagere i scenarieskrivningskonkurrencen, der sad og var i gang med at skrive på livet løs der. Så har jeg taget ned til hvor jeg overnatter og gået “tidligt i seng” ift Fastaval.

      Ja, jeg beklager hvis det kom til at virke som om at anerkendelse var “DEN ENESTE RIGTIGE GRUND” til at folk skriver på Fastaval. jeg tror bare det er en af grundene, som jeg så synes har uhensigtsmæssige konsekvenser. Jeg er desuden enig med dine betragtninger om guldpingvinen.

  5. Hej Thais

    Tak for dit gæsteindlæg*.
    Jeg læste dit indlæg som en meget personlig beskrivelse og et ærligt indblik i noget du synes er svært. Det hænger sammen med forfatterkulturen på Fastaval, som du oplever det og det er godt at få din stemme med.
    Jeg tillader mig skrive min oplevelse i denne kommentar, fordi min oplevelse er ret anderledes end dig.

    Angående det at skrive scenarier
    Jeg har ikke samme oplevelse. Jeg husker ikke at nogen har påstået overfor mig at jeg skulle være forsmået eller arrogant. Men jeg har også valgt at tolke alle henvendelser på Fastaval så positivt som muligt. Det ”positive sociale filter” er min reaktion og overlevelsesmekanisme, så jeg kan klare de mange sociale interaktioner på Fastaval 😊

    Når jeg sætter mig for at skrive scenarie, så håber jeg altid på at lave et produkt, der som minimum bliver nomineret til en Otto. Som minimum! Hånden på hjertet, så håber jeg nok altid lidt på at kunne vinde en Otto – og selvom min forfatterhistorie ikke bakker et sådan håb op. Når jeg har skrevet et scenarie kan jeg dog som oftest godt se hvor godt det ca. er. Jeg kan selvfølgelig overhovedet ikke vurdere om scenariet vinder en Otto eller ej, men jeg vidste godt at Slavehandleren var ret godt og at Jonas Hjort Fantasy Gangster ikke var så godt, og at Remember… var halvgodt. Jeg holder af alle tre scenarier, men det er selvfølgelig ekstra fedt når det lykkes.

    Derudover mener jeg det er et kæmpe privilegie at kunne arbejde med rollespil på den måde man gør på Fastaval. Det er fedt at andre tager det man laver seriøst – også når det er mindre godt. Det er super fedt at snakke med folk, der har spillet ens scenarier. Jeg kan både godt lide at høre de gode og de dårlige oplevelser, men får selvfølgelig ekstra optur over de gode. Og jeg synes det er fedt at spille rollespil på Fastaval – især mine egne scenarier og opleve first hand hvordan andre modtager det. Hvad folk, som ikke har spillet eller læst mit scenarie mener, er ikke helt så vigtigt for mig.

    Personligt kan jeg til gengæld virkelig godt genkende behovet for at trække sig lidt af forfatteriet. Efter en række mindre inspirerende scenarie fra min hånd valgte jeg at holde en pause på tre år. Det gjorde jeg, fordi jeg ikke følte at jeg havde overskuddet til at skrive ligeså gode scenarier som mine forfatter-kollegaer. Jeg ville derfor heller bare spille deres ting end at spilde min og andres tid med mit halvfærdige makværk. Men det handlende kun om min egen præstation, set i forhold til andres bevares: At mine scenarier ikke levede op til den kvalitet, som jeg mente man brudte forvente af en forfatter med min erfaring. Jeg vidst dog godt at jeg ville begynde at skrive igen og brugte min tid på andre Fastaval-opgaver (arrangørarbejde) – det var virkelig rart.

    Om forfatterkulturen
    Jeg kan godt lide de fleste andre forfattere. De er rare, det er godt at læse deres fede scenarie og tale spildesign med dem på den baggrund. Det er super nørdet og for mig er Fastaval det eneste sted i verden, der tilbyder netop de samtaler og det rollespilsfokus, som jeg er allermest vild med.
    Samtidig er der nogen sociale spil på Fastaval – og det er mit indtryk at det bl.a. hænger samme med det at være forfatter. At der er en kultur, tror jeg faktisk ikke man kan undgå og jeg ved faktisk heller om jeg helt synes det er en dårlig ting.
    Derimod tror jeg det er en rigtig god ide at finde ud af hvordan man, helt personligt, bedst håndtere dette spil.

    For mig handler det om at jeg får talt den sociale ting lidt ned overfor mig selv. Der er nogen af mine bedste venner, som kommer på Fastaval, men jeg har ligeså mange, der ikke gør. Jeg møder hvert år fantastiske personer, som jeg virkelig gerne vil lære bedre at kende. Men det er vigtigt for mig at huske at jeg har en omgangskreds, der ikke er del af miljøet og jeg altid bare kan opsøge dem noget mere – især fordi jeg ret regelmæssigt fucker seriøst op socialt (fx Jonas Hjort-skandalen og før det da jeg på RPG-forum svinende tilmeldingen på Fastaval. Endnu tidligere har jeg også uddelt en pris til mig selv på scenen for et halvrædsomt helcon).

    Jeg husker også mig selv konstant på at jeg primært er på Fastaval for at spille rollespil.

    Om anerkendelse
    Jeg vil ikke sige hvorfor folk gør hvad. Men når jeg er mest gammel og sur, så kan jeg godt blive træt af at skulle klappe af navngivne frivillige under Ottofesten. Vi løfter alle sammen en lille del af Fastaval – der er jo for fanden ikke noget publikum, kun deltagere. Jeg kan altså godt blive træt af behovet for at blive set, men så husker jeg mig selv på at jeg som sagt uddelte en pris til mig selv under banketten i 2002.

    *) Hvorfor skriver du det for resten her på Troels (m.fl.)’ blog? Du har jo en ganske fin blog selv.

    • Hej Johs,

      Hvis vi begynder med hvorfor jeg har skrevet her, så var det 1) fordi det gik meget fint i forlængelse af nogle af de ting, som Troels Ken har skrevet herinde, 2) ham og jeg har snakket om det her ting senere og 3) jeg tænkte ærlig talt at Frygt og Lede i Odense godt kunne bruge nogle flere læsere.

      Ift resten så lader det meget til at vi har nogle forskellige oplevelser af tingene her. Og fred være med det. Hvis du har det federe med det her ting, hey, det er sguda fedt.

      Jeg er desuden enig i at det er fedt at folk tager det man laver til Fastaval seriøst. Ift forfatterspillet på Fastaval, så….heh. Jeg håndterede det vist bedst ved at melde mig ud af det og bare nyde at spille rollespil, brætspil, lave arrangementer på vallen og generelt være social 😀
      Men igen, Fastaval er (i et vist omfang) hvad man lægger i det.

Skriv et svar til Troels Rohde Annuller svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

 
%d bloggers like this: