Rollespil i coronaens tid, del 1

Eller for at være specifik, COVID-19 virusset. Vi kender til en håndfuld andre corona-typer. Anyway, del 1 handler om bordrollespil omkring et faktisk bord. Der kommer en del 2 om at tage bordrollespil online — hvad det kan og ikke kan. Men hvis jeg selv skal skrive det, skal jeg lige eksperimentere lidt mere med at få det til at virke.[1]

Hvad dette indlæg langt hen ad vejen er, er et forsøg på at rollespils-rette sundhedsstyrelsens generelle råd til befolkningen, i særdeleshed punktet “Hvordan kan jeg som almindelig borger hjælpe med at begrænse konsekvenserne af ny coronavirus i Danmark?” Hvis jeg bliver opmærksom på at sundhedsstyrelsens anbefalinger ændrer sig, opdaterer jeg indlægget.

kærlighed-i-koleraens-tid

Kærlighed i koleraens tid. Jeg fandt titlen inspirerende.

Bordrollespil mens pesten hærger landet

Den praktiske baggrund her er at nørdejul er aflyst (fornuftigvis!), så nu er vi en pludselig en masse mennesker, som har en masse tid i og omkring påsken, og en masse lyst til at spille rollespil. Men til den tid er vi sgu nok ikke kommet ud på den anden side af den nuværende, interessante situation, så hvad stiller man op med sig selv og hinanden?

OVERVEJE AT RYKKE ONLINE — Derom mere i et senere indlæg. Der er dog nogle ting omkring både stemning, props og andre ting, som online-spil ikke rigtig kan. Mit eget scenarie til aflyste nørdejul ville f. eks. ikke være så glad for at rykke online. Der er en række mekanikker, som i alt fald ville kræve gravende mængder af teknik og forvirring at få til at virke. Og der kan være adskillige andre grunde til at det ikke ville virke. Men måske kan det? Overvej det, i alt fald.

LAVE ET STORT LIVE-SCENARIE UD AF DET? — Jeg ville nok ikke røre ved sådan noget før situationen ser helt anderledes ud. Men jeg er ikke særligt meget laiver og tænker at det er der nok folk med meget mere laiv-erfaring, der kan tænke væsentligt dybere tanker om end jeg.

MØDES ALLIGEVEL FOR AT SPILLE BORDROLLESPIL — Måske. Men lad os tale om det. Føler nogle af deltagerne sig sløje? Så bør de virkelig, virkelig ikke møde op. Smitten er tilstrækkeligt spredt nu til at hvis nogen har noget som KUNNE være COVID-19, bør vi opføre os som om det ER COVID-19. Og alle os andre? Vi bør lade være med at stille sure miner op, når folk aflyser — de gør os for pokker en tjeneste. Véd nogle af deltagerne at de har høj risiko for at være smittede? Bør de selvfølgelig være fornuftige at holde sig væk, indtil de har været symptomfri i adskillige uger. Har nogle af deltagerne kritisk samfundsvigtige funktioner (eller andre uomgængelige forpligtelser)? F. eks. relevant hospitalspersonale? Så er en aftens rollespil ikke en risiko, det er ansvarligt at tage. Er nogle af deltagerne i risikogrupper? 60+, sukkersyge, nedsat lungefunktion, nedsat immunforsvar pga. kemoterapi eller andet? Så er det nok ikke så smart at spille in-person bordrollespil indtil videre. Også selv om man måtte kede sig og savne sine venner.

Som et indskud — det er SUPER smart at have en plan B, så man har noget at spille eller i øvrigt gøre, hvis én af deltagerne lægger sig sløj i sidste øjeblik. Enten fordi ens rollespil som man skulle spille kan tåle at en spiller springer i aften over, eller fordi man har noget andet spil i baghånden. Plan B’er kan spare meget frustration og ensomhed.

Best practices

Lad os så sige at alle er raske, kan undværes og kan holde til at tage en smule risiko. Nu skal vi snart møde op i et eller andet hjem eller andet lokale for at spille.

RENGØRING — Der bør være gjort rimelig rent på forhånd. Med sprit eller sæbevand. Ting som rent faktisk slår mikrober ihjel, ikke bare en fugtig klud til at feje krummerne til side. Som det allerbareste minimum: Bordet/spilområdet skal gøres rent. Der skal være adgang til en rengjort håndvask med forsyninger af sæbe og noget rimelig rent at tørre hænder i. Gerne en stak papirhåndklæder. Deltagerne får brug for at vaske hænder. Vi skal allesammen vaske ret meget hænder, uanset om der er rollespil i farvandet eller ej. Regelbøger eller andre fælles materialer bør efter bedste evne renses, hvis materialet kan tåle at blive tørret af med en klud med sæbevand. Luft ud på forhånd. Og undervejs. Eller spil udendørs, hvis vejret er til det.

PERSONHYGIEJNEHilsener. Lad være med at kramme eller give hånd. Gør “live long and prosper”-tegn, eller buk, eller whatever. Vask hænder. Lige så snart vi er trådt ind af døren og har taget overtøjet af, bør vi vaske hænder. Grundigt, med sæbe. Ikke noget med bare lige at røre ved sæben, gøre fingrene lidt våde og så tørre dem i håndklædet. Det er ikke magi, det er kemi, så gør det ordentligt. Lad være med at røre dig i ansigtet. Og hvis (/når!) vi så alligevel kommer til at røre os omkring mund, næse og øjne — ja, så skal vi rejse os og vaske hænder igen. Eller bruge håndsprit, hvis vi har en flaske på bordet. Host og nys hensynsfuldt i lommetørklæde eller albue. We know the drill.

AFSTANDHold en rimelig fysisk afstand, og lad være med at røre ved hinanden. Stil så vidt muligt stole, så det er muligt at sidde uden at gnubbe albuer. Minimér terningbytte o.l. Dette er en årstid, hvor folk gerne må have deres egne terninger med. Hvis vi virkelig skal bytte terninger, skal de være rene, og vi skal være stærkt opmærksomme på hånd-hygiejne. Ligeledes bør folk ikke håndtere andre folks regelbøger uden at have ret frisk-rene fingre. Lad være med at råbe så spytdråberne flyver. Også selv om det bliver meget dramatisk.

SNACKS — Bør portionsanrettes af folk med frisk-rensede hænder. Og hvis du har kørt jordnødder i fjæset, er dine hænder ikke rene længere. Fælles-skåle/fade med slik, chips kage osv. er en vane, som vi bør lægge på hylden indtil videre. Individuelt indpakket slik er en smule lettere at være hygiejnisk omkring, men bør STADIG portionsanrettes.

MAD — Igen, igenigen, vær hygiejniske omkring det når I spiser, og ryd ordentligt op efter jer bagefter. Del f. eks. pizzastykker på forhånd mens I har rene hænder, ikke undervejs efter I har kørt pizza ind med labberne. Ikke bare feje krummerne til side — tør af med en sæbet klud, og vask hænder. Allesammen. Igen.

VÆR FORSTÅENDE — Hvis nogen aflyser, så vær forstående og ikke-træls omkring det. Og hvis en af dine venner sidder og kukkelurer i ugevis, specielt hvis de bor alene, så overvej måske at give dem et ring? Det kan være pænt hårdt at være isoleret.

!HOLD UD!

Alt dette er ikke for at være alarmistisk eller for at sige at vi ikke bør more sig. Det er faktisk NETOP fordi jeg IKKE har tænkt mig at holde op med at se mine venner og spille spil med dem de næste mange måneder at jeg har skrevet denne klamamse.

Nu har jeg tænkt mig at lege med at få det dér Discord-noget til at virke, måske med noget Roll20 på siden. Men jeg har OGSÅ tænkt mig at mødes med nogle af mine venner og spille spil en gang imellem. Jeg har bare tænkt mig at prøve på at være ansvarlig omkring det.

.

*****

1: Der er i øvrigt allerede gode folk som leger med interessante online-ting til ære for den nuværende situation. Måske lidt traumatiserende ting, men interessante… 

~ af troelsken på 15. marts 2020.

3 kommentarer to “Rollespil i coronaens tid, del 1”

  1. Det er faktisk i nær så svært at få Discord til at virke som en DiceRoller alligevel. Brugte dagen i går på at sætte en server på til formålet.

  2. En god rollespilsoplevelse handler jo også om tillid – tillid til at krænge snørklede, sårbare, fortællefrø ud ucensureret af samfundsnormer og angsten for at være anderledes og speciel.

    Coronavirussen og frygten for sammen angriber netop rollespillet i sin grundsubstans, tilliden til gruppen, tilliden til at det, der skabes og deles, ikke ændrer ved verden udenfor.

    Hvor stor skal risikoen og konsekvensen være, for at vi lader frygtens fernis komme imellem os og den gode rollespilsoplevelse?

    Er det ikke den ultimative ramme for rollespil at mødes, dele mundvand, og siden kaste os ud i fantasilegen og trodsen dødsangsten i et intimt fællesskab? Eller låse os inde på en skole i måneder i stedet for dage mens coronaen hærger i verden uden for, en Decameron-val?

    Proportionerne er vigtige, vi er vandt til sandsynligheder men ikke vant til konsekvenser. Legen kan blive alvor.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

 
%d bloggers like this: