Rollespil & stammer

En lidt blandet oplevelse med Mutant Crawl Classics har fået mig nysgerrig på at læse MCC’s “forælder”, Old School Renaissance D&D-versionen Dungeon Crawl Classics, og det er et virkelig spændende og inspirerende spil! På mange måder er tilfældighed sat i stedet for sirlig og forudsigelig balance, men generelt er tilfældighederne charmerende og interessante, og alle karakter-typer lader til at have interessante og fede ting at tage sig til. Sært, vildt og fedt.

1 Dødskamel

Inspirationen er gammelt D&D, men også en del af gamle D&Ds inspiration — gammel, pulpy, weird fantasy. Jovist er der dværge, elvere og halvinger, men det er på mange måder mere Elric og Conan end det er Ringenes Herre. Virkelig lækkert!

Stammetilhørsforhold

Men der er dog en ting, som en gang imellem skurrer lidt når jeg læser DCC. Forfatteren, Joseph Goodman, er en del af et socialt miljø omkring Old School Renaissance, som politisk er konservativ, højre-libertær og måske mest af alt defineret af modstand mod politisk korrekthed og “social justice warriors”. Og rundt om i teksten er der en del markører som råber op om at Goodman og hans hold I HVERT FALD ikke ligger under for politisk korrekthed. Hvis det skulle have undgået nogens opmærksomhed, er jeg helt sikkert sådan én som Goodman & co. ville se som en SJW, en af fjendenDen anden stamme, trods vores fælles interesser. Alle de små tilhørsforholds-markører fortæller mig at jeg ikke hører til, hver gang jeg støder ind i en af dem.

Så hvad er det for nogle markører, jeg taler om? Dette er bare eksempler, ikke en udtømmende liste — jeg har ikke været gennem bogens ~480 sider med en tættekam. I alle tilfælde gælder det at bogen langtfra er konsekvent, og inkonsekvensen er måske en del af pointen. Det vender jeg tilbage til.

Illustrationer af kvinder

De kvinder som optræder i DCCs illustrationer er en ret blandet skare.

2 Undertøjsmodel

UNDERTØJSMODELLER. Ofte er de i øvrigt seje nok at se på, men det er også ret klart at de er LANGT mindre praktisk udstyret end flertallet af deres mandlige modstykker, og at det er fordi de tjener som seksuelt tiltrækkende blikfang for læserne. Jeg kan tilgive meget når de fremstår cool, men der er nok af dem til at tendensen ikke desto mindre gør mig lidt træt.

3 Damsel

DAMSELS IN DISTRESS. Så mange damsels in distress, Der er også billeder af mænd i nød, men mængden af kvinder med umiddelbart og overhængende behov for at blive frelst, og altid, altid smukke. Igen, ikke at en damsel eller to er the end of the world, men altså, ud af de otte scenarieforsider som er gengivet på side 470-471 har tre af dem damsels in distress, f. eks.

4 OK cool

OK COOL. Og så er der alle de kvindelige eventyrere og modstandere som er OK cool uden at være nødstedte eller undertøjsmodeller på eventyr. Nogle af dem er hotte, nogle af dem er ikke vildt model-agtige, men de har tøj på og opfører sig på måder som giver mening i deres situation. Det skal siges at de er der, og ikke som sjældne undtagelser. De andre fylder bare også en del i landskabet.

Der er det at sige om illustrationerne at hele DCC er stærkt inspireret af rollespil fra før ca. 1985, og en hel del af illustrationerne er faktisk fra 70’erne og start 80’erne. Det betyder selvfølgelig noget her. Men altså, så er der også alle de nyere illustrationer — tag f. eks. et kig i nederste, venstre hjørne af billedet af en damsel in distress.

Vittigheder med kvinder i

Rundt om i bogen er strøet en række vittighedstegninger af blandet vittighed, fra det virkelig fiffige til tjo, tja.

5 Bryster

Her er pointen …noget med fantasyracer, køn og stereotyper? Eller hvis vi nu skal være helt ærlige — pointen er bryster.

6 Platemail

Her er også sexisme. Vitsens pointe er at sexismen uden for fiktionen giver sig absurde udslag inde i fiktionen, her “diskrimination” mod den rustningsklædte mand. Hvilket i mine øjne egentlig er ret sjovt.

Monstre

Nu troede I måske at det hele skulle handle om kvindefremstillinger, right? Nixenbixen, og den følgende enkelt-ting gør mig mere ilde tilpas end samtlige kidnappede skønjomfruer i bogen.

7 Subhumans

Yikes! Gede-hoveder, OK I guess, men …jungle natives? Higher-order? King of pure bloodline? Og dette er ikke en enlig svale i monster-kapitlet. Adskillige andre taler om deres plads i det evolutionære hierarki. Det er faktisk lidt imponerende at DCC kan få Robert E Howard, skaberen af Conan the Barbarian, til at fremstå nærmest woke i sammenligning.[1] Det her er snarere på niveau med Lovecraft hvad angår idéer om race, og det er ikke en kompliment.

8 Witch

Heksefremstillingen her er mere med fordi den sprang i mine øjne som noget, der IKKE hænger sammen med resten af teksten. Dette er, så vidt jeg lige kan se, det ENESTE sted i hele teksten hvor Satan er nævnt. Der er dæmoner & kaosguder i massevis, men ingen Satan bortset fra lige hér. Spilperson-wizards kan have pagter med dæmonfyrster, lawful personer og væsner kan være grufulde trusler, og i resten af teksten er der en hel del gråtoner omkring hekseri og ondskab. Men ikke her — disse hekse er som taget lige lukt ud af heksejæger-håndbogen Malleus Maleficarum. Hekse tjener Satan og skal bare nakkes, bum! Måske er det et udslag af at bogen er så eklektisk omkring sine inspirationskilder, meeen… i øvrigt er spillet nogenlunde konsekvent omkring sin kosmologi, og jeg har på fornemmelsen at det måske er et stik til at nogle af forfatterens venstreorienterede “fjender” kan lide tanken om at rehabilitere hekse som modige oprørere mod patriarkatet. Eller også er det bare vilkårligt, men det ser altså lidt pudsigt ud.

Repræsentation — hvad der IKKE er

Observation omkring vittighedstegningerne: Folk er stort set kun kvinder her, hvis pointen specifikt har brug for at de er kvinder. Vittighedstegningerne er måske af lidt ældre dato, med hvad dertil hører?

Der er ikke så mange racistiske billedfremstillinger af ikke-hvide mennesker (jeg har fundet en enkelt illustration af skønjomfru-ofrende indfødte), og det er jo meget godt i en sammenhæng hvor der er rigeligt med rærlige vilde i inspirationskilderne. Men det hænger måske til dels sammen med at der i øvrigt, lige bortset fra dén ene, INGEN billedfremstillinger er af ikke-hvide mennesker. Alle eventyrere, alle som spillere kunne finde på at identificere sig med, er hvide. Og tekstmæssigt, well, se under subhumans. Og det kan betyde noget for spillerne hvordan spillet taler om mennesker og humanoider.

Inkonsekvensen

Som jeg har forstået det ud fra folk der råber ad hinanden på internettet, og teksten underbygger det ganske fint, er det meget vigtigt for Old School Renaissance-folkene at demonstrere at de i hvert fald ikke ligger under for politisk korrekthed. Hvis man foreholdt dem at der optræder tænderskærende racistiske og sexistiske elementer i teksten, vil det formentlig være sådan, de forklare og forsvarer sig. Men altså, elementerne er der, og det har nogle konsekvenser for hvem disse spil tiltrækker og frastøder. Og det ved forfatterne sgu nok godt, uanset om de er til sinds at tage ansvar for det eller ej.

Betyder det så at jeg ikke har lyst til at spille Dungeon Crawl Classics? Nej for pokker, det er et rollespil med både stærkt og modigt design, og en lidenskabelig og inspirerende vision af fantasy og rollespilseventyr. Jeg har absolut lyst til at spille det.  Der er iffy stuff i det, men der kan også komme gode ting ud af at engagere med problematisk materiale. Men har jeg lyst til at spille det med de folk som har lavet det? …Måske? Det kunne være interessant — og jeg ville være parat til at rejse mig og gå hvis det skulle vise sig at handle om en samling brunhudede undermennesker kommanderet af et “rigtigt”, hvidt menneske.

Og jeg kan mistænke at en del folk fra forfatterens “stamme” ville have det på samme måde med at spille en hel del af de spil, jeg selv har designet. Jeg har designet de fleste af dem med en tanke om at man ikke behøver at være enig med min politik (eller i alt fald ikke det hele) for at kunne spille spillene, men Goodman ville nok også have en fornemmelse af ikke-min-stamme ved en del af mine scenarier.

.

*****

1: Men er Robert E Howards Conan-historier ikke fyldt med blodtørstige abemennesker og muskelsvulmende sorte mennesker, der tjener sexede, hvide (eller hvide-ish) kvinder? Jo, det er de da. Er det så ikke bare hvidt overherredømme & racehierarkier igen, igen? JEG ER GLAD FOR AT DU SPURGTE — faktisk, nej. Der er rigeligt med problemer, men ikke det. I Howards skrifter er det ikke et hierarki men en cyklus. En menneskerace starter som stærke men dyriske, og har så mulighed for at blive smartere, mere velorganiserede og mere civiliserede. Men hvis man gør det, så mister man uundgåeligt fysisk styrke og overlevelsesinstinkt samtidig med at man vinder klogskab og social styrke. Og på et tidspunkt kammer civilisation over i dekadence, og så mister man også klogskab og social styrke samtidig med at man er selvdestruktive og fysisk helt ude i tovene. Og så er det bare et spørgsmål om tid før éns civilisation falder under stærkere naboers økser, eller i indre splid. Hvis man er virkelig heldig er der nogle få overlevende, der klarer sig ved at finde de dyriske instinkter frem og degenerere til levedygtige abemennesker, som så måske kan starte forfra. Når Conan barbaren kan drage til de civiliserede riger og rive folk rundt, er det ikke mindst fordi han er mindre civiliseret end dem, og derfor er både stærkere og mindre tilbøjelig til at lade sig distrahere fra de væsentlige ting. Howard fortæller i essayet The Hyborian Age sin Silmarillion-esque baggrundshistorie for Conan-historierne, hvor man ret tydeligt kan se teorien. 

~ af troelsken på 21. maj 2020.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

 
%d bloggers like this: