Roleplayingfication

sin udmærkede blog har Andreas Lieberoth beskæftiget sig med gamification, dette modeudtryk, som handler om gøre alting til en leg, for så går tingene så let, eller som Mary Poppins siger – The job’s a game – og synger i Disney-filmen:

Gamification, som Andreas afgrænser således – uses of game-mechanics (such as points, progress, sub-challenges, more or less explicit rules, and free-choice “quests”) in practices and settings (e.g. consumption, training, participation in online co-creation) that are explicitly not framed as games – dækker over ikke at gøre tingene til en leg, men til et spil og derved gribe ind i folks begejstring for at spille og udnytte sammensmeltningen af alvor og leg (omend leg er alvor), og det er umådeligt populært for tiden, og mange forsøge at gøre brug af det i håbet om, at det er deres guldæg.

Men her på bloggen handler det ikke om spil, men om rollespil, og da rollespil ikke er spil, men narrativ performance, som enten anvender spil eller spillignende elementer til at simulere fiktionsuniverser og/eller til fortælle over, eller er en proces, der veksler mellem at spille spil og fortælle (som når man veksler mellem at udspille et slag mellem heltene og skurkens håndlangere kaldet en ”kamp”), så er det ikke gamification, som er interessant men derimod roleplayingfication.

Lad os derfor minglere med Andreas’ udsagn:

uses of roleplaying-mechanics (such as immersion, narrativism, sub-challenges, more or less explicit structured freeform, and free-choice “quests”) in practices and settings (e.g. consumption, training, participation in online co-creation) that are explicitly not framed as roleplaying.

Hvordan bruger vi så roleplayingfication?

I modsætning til gamification er der ingen point at score, og derved intet succeskriterium at opnå på denne front, men belønning er dog fællesnævneren. Belønningen kommer i stedet for point (eller ting aktiveret ved point, som storylets eller en ny mark med en lille ko på) gennem tilfredsstillende rollespilsoplevelser, f.eks. intense scener, muligheden for at træffe alternative valg, afprøve forskellige scenarier og fortælle eller skabe fortællinger. Med sig hjem tager brugeren ikke en highscore, men minderne om en masse forskellige oplevelser. Ved at tilpasse belønningen til den ønskede opførsel, kan man stimulere folk til en bestemt opførsel, måske at træffe svære valg eller træffe valg på en hurtig måde, eller at udtrykke bestemt grad af empati?

En til gang til Roleplayingfication er at bruge det til at tilbyde folk et eksternt identifikationspunkt, hvorfra de får lov at træffe meningsfyldte valg, og de valg føjes tilbage til den ikke-fiktionelle virkelighed, som der rollespilles over. Ikke nødvendigvis fordi valgene skal være endeligt afgørende, men de bliver en del af de oplysninger, som man nu kan fortsætte sit arbejde ud fra.

Hvad kan vi med roleplayingfication, og hvordan vil du bruge det?

Reklamer

~ af Morten Greis på 26. april 2012.

9 kommentarer to “Roleplayingfication”

  1. ved ikke helt om jeg blev tabt undervejs. Det du siger er at “deltag i et rollespil om forbrug, for at blive en bedre og mere nuanceret, oplyst forbruger” er roleplayification? Altså det at gå til et rollespil med det erklærede mål at få en personlig udvikling? Og vil det dermed være ikke-roleplayification at gå til et rollespil bare for at have det sjovt/få en oplevelse? Bare for at få det opklaret. Jeg er med på at det er fication-konceptet der er på spil, ikke årsager til rollespil generelt 😉

    Hvis ellers jeg har forstået det rigtigt, så synes jeg der ligger en markant forskel mellem gami… og roleplayi… i at gamification er noget udviklere lægger ind i div. programmer eller koncepter, klar til brugeren, mens roleplayification (hvis jeg forstod det) kræver en bevidst interaktion fra brugerens side.

  2. Hæ! Roleplayification forklaret ekstremt simpelt: Du kommer ind i en butik og vil købe et jakkesæt. En kvinde i 60’er stil kommer (som billede eller person) hen og spørger dig, “Hvilket af disse jakkesæt skulle det være, mr. Don Draper?” Du vælger det sæt du ville vælge, hvis du var Don Draper …og så betaler du ganske reelt for det og forlader butikken med det.

    • det er vel reelt set ikke at give forbrugeren flere og mere oplyste valg, men at fuldstændigt ændre præmissen for valget :p

      • I lighed med gamification kan det både bruges pædagogisk, som er den form, jeg helst vil plædere for, men også kommercielt, som Troels giver et eksempel på. Megen gamification går trods alt på at sælge mere, og her kan en ændring af præmissen være brugbar, ligesom når der anvendes “storytelling” for at sælge produkter.

  3. Nu bliver jeg lige nød til at spørge hvad forskellen mellem virkeligheden og en RPificeret virkelighed? I den “virkelige verden” skaber vi da også narativer og påtager os roller der afgør hvilke handlinger vi foretager os. Vi er typisk enige om spillets præmisser, som konstant skabes i samspil mellem spillets deltagere. Hvis vi bryder spillets regler bliver nogle folk meget forbløffede, som for eksempel hvis jeg beslutter mig for at gøre oprør mod spillets regler om hvordan jeg udfører min kønsrolle, ved for eksempel at tage en blomsterkjole på, på gaden.
    Ligger forskellen i den RPificerede virkelighed så ikke bare i bevidstheden om at man spiller et spil? Men skulle man så måske egentligt ikke bare anderkende at det andet nok egentligt også bare er et rollespil på mange måder?

    En anden tanke jeg havde var at hvis vi nu lige antager at Anders Breivik er paranoid schizophren et øjeblikm så var han da med i det sygeste pervasive LARP. Han var medlem af en hemmelig gruppe ved navn Knights Templar, som havde til opgave at rede den vestlige verden fra udslettelse. (det må man da sige er ret episkt)

    • Det er jo det, der gør det så interessant at lege med! I roleplayificeret virkelighed leger vi bevidst med tanken om at påtage os en midlertidig ikke-os position og interagere med non-fiktion gennem denne position, mens i alm. virkelighed er “os” måske til forhandling, men ikke at det er vores position. I praksis er grænsen temmelig mudret og vilkårlig når man går tæt på den, som du påpeger. 🙂

  4. Jeg er lige nødt til at kaste en reference til Mike Pohjolas workshop på Solmukohta (som jeg desværre ikke var med til) Contacting the Characters Within You. Den gik ud på at bruge de arketypiske roller vi bruger i rollespillet til at hjælpe i hverdagen. At møde en jobsamtale som den frygtløse kriger, ikke den blege akademiker man er i virkeligheden. Det er klart roleplayification.

  5. Very interesting, i will try to develop the idea further http://zotrpg.blogspot.ca/2016/12/roleplayification-specific-kind-of.html

  6. […] inventé pour la première fois avec «Roleplayingfication» par Morten Greis Petersen, la jeuderôlisation (roleplayification) pourrait être un néologisme […]

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

 
%d bloggers like this: