Sparringens ædle kunst

Dette er et indlæg om at være sparringspartner/mentor i forhold til det at skrive rollespil. Det handler i høj grad også om hvordan man får mest muligt ud af at HAVE en sparringspartner/mentor. Meget af det kan i virkeligheden anvendes på alt muligt andet end lige rollespilsskriveri, men semilive/bordrollespils-scenarier er nu engang den sammenhæng hvor jeg har erfaring, og som jeg derfor koncentrerer mig om her. Jeg er i øvrigt heller ikke coach-uddannet, jeg har bare gjort det en masse, og så spurgte en ven om jeg ikke havde skrevet noget om det. Det havde jeg ikke, men det har jeg nu…

Sparring

Principper for at give sparring

HJÆLP DEM MED AT REALISERE DERES IDÉ. De har en idé. Du skal gennem hele processen tilbyde dem en rimelig grad af hjælp til at skrive så godt et scenarie som de kan med de ressourcer som de har. Det er der en masse detaljer i, som jeg kommer nærmere ind på nedenfor.

HJÆLP DEM MED AT VOKSE. Én ting er om det konkrete spil nu bliver godt og vinder alle priserne — noget andet og i min bog vigtigere er om den håbefulde forfatter lærer en masse, så de kan skrive bedre spil næste gang.

HJÆLP MED LOGISTIK. Det er ikke vildt glamourøst, men din måske vigtigste rolle er i forhold til at hjælpe med hvilke formalia der skal være på plads hvornår, og hvordan man bedst håndterer evt. bureaukrati omkring scenarieskrivning. For mange mennesker er få ting så skrækindjagende trælse som bureaukrati, og du kan være til enorm hjælp ved at afmystificere og minde om deadlines.

FORVENTNINGSAFSTEMNING ER GUD. Og denne guddom er ikke død! Både fra starten og undervejs er det godt at få afklaret hvad forfatteren mener at de har og får brug for hjælp til, og hvilken hjælp du er villig og i stand til at give. Hvis forfatteren f. eks. ved at du ikke kan/vil gå teksten minutiøst igennem, ved de også at de selv skal ud og skaffe nogen andre til det på et tidspunkt. Eller at de ikke skal skaffe nogen, hvis du godt vil. Begge dele er fint, bare I kan blive enige. Det kan også være OK at ændre på hvad man kan og vil undervejs — bare man afstemmer forventninger så snart det er muligt og relevant.

VÆR RAR. Specielt hvis du er en gammel rotte som er sparringspartner for en newbie, men i det hele taget. Det er i en eller anden nogens (kreative) spædbarn, du skal hjælpe med, og du har ganske omfattende muligheder for at såre dem. Den dér sjove, sarkastiske bemærkning? Med mindre du er VIRKELIG HELT SIKKER på at de vil opfatte det pænt, så lad være, også selv om du selv ved at du mener det pænt. Og formulér dig hensynsfuldt og konstruktivt, selv hvis du synes at de klokker i det.

I øvrigt skrev jeg sidste år sammen med Marie Skouenborg et indlæg om feedback ift. rollespil (og i det hele taget). Rimelig meget alt fra det indlæg er også relevant i sparringssituationen.

Sparring i praksis

Det kan man selvfølgelig gribe an på meget forskellige måder, så her er mest et par pointers for måder som virker for mig. Og det kommer an på situationen — der er pokker til forskel på at give sparring til en erfaren forfatter som har bedt om hjælp til nogle specifikke aspekter[1] og så på at en første- eller andengangs forfatter i rollespilsdesignverdenens mysterier.

Hvis nogen beder om hjælp til en specifik ting, så hjælp dem med dét. Hvis du er OK med også at tjekke lidt andre detaljer nu du er i gang, kan det også være fint nok, men det er min erfaring at alting bliver bedre når sparringspartneren maler nogenlunde inden for de forventningsafstemte streger. Hvis et eller andet ser helt horribelt u-funktionelt ud i dine øjne er det vel OK at gøre sig lidt nysgerrig på det, men måske har de en idé med det og ikke noget behov for at forklare dig det i indgående detaljer. Og det kan være OK, selv om det kan være hård for sparringspartnere med kontrolfreak-tendenser.

Hvis den person som du skal hjælpe er newbie, enten i det hele taget eller bare i den sammenhæng som du skal hjælpe dem ind i (for mig ofte Fastaval, men det er ikke det eneste game in town), så husk at være beredvillig med hjælp til logistik, som nævnt ovenfor, ud over hvad end du ellers hjælper dem med. Hvorfor siger jeg det igen? Fordi det er så pokkers vigtigt.

Hvis du bliver bedt om hjælp med design, så er den bedste enkelt-ting du kan gøre at bede dem om at forklare deres spil for dig. Og hvis folk har nok entusiasme for rollespil til at afsætte tiden til at skrive dem, kan de som regel også lokkes til at tale om dem. Det er typisk en rigtig god idé for dig at prøve at udtrække af forklaringen hvordan det skal virke i faktisk spil, og hvis noget af det forekommer dig lidt abstrakt eller konceptuelt, så spørg ind så I sammen kan afdække hvordan det skal og kan fungere. Sådan lidt ligesom Sokrates, bare høfligere og mindre manipulerende.

Hvis du er sparringspartner for flere folk, der skriver scenarie sammen, vil de givetvis tale sammen og have mindre generelt behov for dig. Det er OK, specielt hvis man er forberedt på IKKE at blive bedt om al den hjælp, man måske havde sat sig op til at give. Ikke sådan at makkerpar/skrivegrupper aldrig har brug for nogen hjælp fra eksperter, det er som regel bare lidt mere snævert og specifikt.

Sparring no-nos

GØRE ARBEJDET FOR DEM. Du skal hjælpe — hvis du rent faktisk gør det primære forfatter-rugbrødsarbejde i nogen del af processen, så berøver du din forfatter værdifulde erfaringer og muligheder for at vokse.

MANIPULERE DEM TIL AT GØRE DET PÅ DIN MÅDE. Du er mere erfaren. Du kunne  skrive et bedre spil.[2] Du har en del muligheder for at presse din forfatter til at skrive som du ville have gjort. Men ikke bare berøver du dem for de bedste muligheder for at realisere deres idé, du berøver også din rollespilstradition nye muligheder og nyt blod. Hjælp dem til at forstå deres muligheder og mulighedernes konsekvenser, men lad være med at manipulere dem til at træffe “rigtige” valg.

Principper for at modtage sparring

Mest af alt, start lige med at læse indlægget om feedback.

Tilbage igen? Godt.

Forventningsafstemning er som nævnt ovenfor gud, og det er rigtig smart at være klar over det fra modtagersiden også. Find ud af hvad du har brug for, og bed om det. Både fra start og undervejs. Hvis du opdager at dine reelle behov ændrer sig, så afstem det med din sparringspartner. Brug din sparringspartner til de ting som I er blevet enige om at du har brug for og partneren er villig til at hjælpe med.

Din sparringspartner er ikke din eneste kilde til feedback. Hvis du har brug for noget andet, så overvej om andre kan hjælpe dig, f. eks. med korrektur. Driv andre (nogenlunde villige) personer op i en krog og forklar dem om din idé og de elementer som du slås med lige nu. Ofte er det lige så vigtigt at du selv siger det højt som om de faktisk helt forstår hvad du siger (selv om det kan være fint hvis de gør).

Og så nogle af de ting som følger af pointer i de tidligere afsnit, bare fra modtager-side. Din sparringspartner er din assistent, ikke hverken din projektleder eller din ghost writer. Det er dit spil. Skab det, skriv det, med din sparringspartners hjælp.

.

*****

1: Ifbm mine sidste to Fastaval-scenarier har jeg f. eks. selv bedt om sparring specifikt rettet mod formidling, hvor jeg ikke har været tilfreds med min egen standard, og det har været fremragende. Jeg er en opgraderet rollespilsforfatter — tak, Morten og Kristian. 

2: Måske, men dit ego siger formentlig at du kunne. 

 

~ af troelsken på 29. juni 2020.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

 
%d bloggers like this: