Æstetik, moral og overgreb i rollespil

Jeg kom i forlængelse af mine udgydelser om kampen mellem æstetik og moral på den blodige slagmark “politisk korrekthed i rollespil” til at fundere over noget. Både blandt tilhængerne og modstanderne af feminisme og deslige i rollespil kan man finde de som synes at uretfærdighed, overgreb og deslige er spændende, og de som synes at det bare skal gå væk nu. Det slog mig som en interessant tanke, og jeg doodlede et diagram.

Til højre har vi feminister/antiracister etc., til venstre har vi DØD OVER PC TANKEPOLITI!!! Oppe har vi folk der synes at det der med overgreb og bad stuff i rollespil er spændende, nederst har vi dem som bare vil nakke orker i fred. Og jovist, dette her er i høj grad op til (selv-)fortolkning — den enes hyggelige dungeoncrawl kan være den andens rovmord på anstødelige race-stereotyper, og den andens kvindelige kriger i ikke-nedringet brystpanser kan være den førstes dealbreaker. Og selv inden for os aggressivt velmenende typer kan der være ret forskellige meninger om hvad der er “bare sjov”.

Det interessante her er at man måske skulle tro at det virkelig relevante skel er det ideologiske, men i spilmæssig praksis er der et ret stort skel mellem overgreb i spil versus nej tak, helst ikke, og det er nemt at gå galt i byen der, hvis udgangspunktet er at man i øvrigt er ideologisk enig. Så kommer man nemt for skade at antage at andre også deler éns æstetiske præferencer mht. bad stuff, og det er ikke nødvendigvis tilfældet. Da jeg er ret solidt plantet på den pro-feministiske/antiracistiske side af det ideologiske skel er det naturligt nok her at de fleste af mine erfaringer ligger, men jeg har også observeret samme mønster på den anden side af kløften.

Selv placerer jeg mig i det store og hele ret solidt i øverste højre hjørne. Ikke at det for min skyld behøver at være lutter overgreb hele tiden, men jeg finder det spændende at lege med mørke sager, at bruge dem til at lege hårde lege med mit verdensbillede og menneskesyn, til at lege med de uretfærdigheder som jeg uden for rollespil er interesseret i at bekæmpe. Der er ganske mange folk som jeg politisk set ligger ret meget på linje med som foretrækker at bruge rollespil som et tilflugtssted hvor de kan have deres ønskedrømme i fred, hvor de kan kæmpe mod uretfærdighederne og faktisk vinde lige nu og her, eller endda have en situation hvor det at være kvinde, queer eller ikke-hvid slet ikke er et problem. Hvis vi bare antager at vi kommer til at være gode legekammerater i rollespil, kan vi nemt komme til at brænde os. Det er muligvis ikke ganske uden sammenhæng med at jeg er en hvid, hetero mand som er interesseret i undertrykkelse og deslige, og som sådan er meget af det ikke umiddelbart trælse problemer i min hverdag, men jeg ved af erfaring at jeg har selskab af ret mange her i kvadranten som ikke er hvide, hetero mænd.

.

Æstetik vs. moral?

Så vi progressive er moral, og dem på den anden side er æstetik, right? Nej, helt så simpelt er det ikke nødvendigvis, og som så ofte mudrer skønhedsbegreber og moralbegreber nemt sammen. Nederst til højre vil ikke bare diktere moral, de vil slippe for ting, der for dem er grimme og ækle — altså en æstetisk betragtning. Omvendt vil man ganske ofte høre øverst til venstre retfærdiggøre sig med ord som ytringsfrihed og kamp mod tankepolitiet — altså ret moralske betragtninger. Nederst til venstre vil være tilbøjelige til at opfatte sig selv som klart til æstetik frem for moral, “politik”, men i antagelserne om hvad der er og ikke er “politisk” gemmer der sig ganske meget politik, og dermed moral.

.

Hvad kan man så bruge det til?

Mest af alt er her et par faldgruber at være opmærksom på, i form af at ideologisk enighed kan sløre æstetiske uenigheder som kan føre til skuffelser og trælshed i spil. Men det kan også være værd at notere sig et par steder, hvor spil kan rumme reelle ideologiske uenigheder under samme æstetiske hat. F. eks. har D&D 5th edition og Pathfinder med deres Golarion-setting gjort en del ud af at bruge inkluderende sprog og have en hel del folk som ikke er standard issue dudely white dudes mellem deres ikoniske/gennemgående karakterer.

Her er f. eks. Pathfinders ikoniske paladin Seelah:

Og hun er jo ret fin. Jovist, træerne vokser ikke ind i himlen, der er også et par malplacerede undertøjsmodeller i forcerede poseringer (prøv f. eks. at lave en billedsøgning på “pathfinder sorcerer”), og der er nogle grundlæggende racemæssigt wonky ting i hele D&D-setuppet med humanoide racer som det pr. definition er OK at myrde, men der er gjort en indsats for at settingen ikke skriger “adv! piger lugter!” og den slags når man åbner bøgerne. Her kan folk fra den nedre del af diagrammet langt hen ad vejen godt lege sammen, fordi nogle folk har syntes at det var en god idé at understøtte det.

I virkeligheden kan jeg forestille mig en del spil såsom Vampire og Apocalypse World, hvor folk fra den øverste del af diagrammet kan spille sammen, og specielt i tilfældet Vampire ret ofte har gjort det. Men selvfølgelig er risikoen for sociale konflikter og eksplosioner altid større når overgreb eksplicit ER på programmet, end når de ikke er.

Det kan jo så være et par meget nyttige små ting at have i baghovedet, hvis man nu skriver på et rollespil, leder efter et rollespil eller leder efter legekammerater til et rollespil.

~ af troelsken på 19. oktober 2015.