Sym- og empati

confidence

For noget tid siden læste jeg et par blog posts af Ursula Vernon (kunstner og forfatter til børnebøger og den forrygende tegneserie Digger), om henholdsvis hendes slidte tålmodighed med hendes højtelskede fantasy-genre, og hendes slidte sympati for usympatiske karakterer i fiktion. Det fik mig i gang med at tænke. Over rollespil, forstås, såvel som traditionel fiktion.

Hendes truede strategiske ressource er sympati. Jeg vil sige, at min er empati. Når jeg kigger på listen over karakterer, jeg virkelig har elsket, er der både nogle sympatiske individer og nogle seriøst anløbne typer imellem. På en måde har jeg det bedst lige der, hvor de to skurrer lidt mod hinanden. Og nej, jeg taler ikke om House, det utålelige, selvoptagne røvhul som “vi” elsker. Hvis der ikke er plads i karakteren, hvis den er flad eller BARE et dumt svin, går det ikke længere.

Her er et vilkårligt par af mine yndlings-karakterer, til at demonstrere hvad det er, jeg har glæde af/brug for mht. sympati og empati for karakterer i rollespil

.

Line fra Apocalyse World

Line var læge i en sønderknust, post-apokalyptisk verden (og blev spillet i Apocalypse World). Hans store svaghed var at han simpelthen ikke ville acceptere, at der var børn, han ikke kunne hjælpe. Det gav ham ubærlig skyldfølelse over de, han allerede havde svigtet. Med voksne var det svært nok, men sultne, syge børn? No way. Det førte til hans store og problematiske styrke, at der faktisk ikke var nogle grænser for, hvor langt han ville gå for at hjælpe. På den måde kom han som omrejsende læge til at samle en ret stor mængde nødstedte, forældreløse børn op, som han prøvede at holde fodrede og beskæftigede. Næste problem: Folk behandlede hans børn pænt dårligt, og han var ikke rigtig (som udgangspunkt) badass nok til at kunne beskytte dem allesammen samtidig. En slagmark løste det problem — så bevæbnede han dem da bare. Så havde han en mindre hær af traumatiserede og pænt fucked up børnesoldater. Som begyndte at gøre grumme ting ved hinanden, hvis ikke han holdt dem under kontrol, hvilket han så gjorde med ikke-dødbringende men i stigende grad horrible midler. For hvis han bare smed dem ud, ville de dø en grufuld død. Line endte med at være VIRKELIG fucking uhyggelig, og han faldt på sin vis ret meget fra hinanden til sidst, men han var også heroisk, og jeg holdt utrolig meget af ham, og af at spille ham.

.

Lena fra Husker Du?

Lena var min karakter i et Fastaval-scenarie, Husker du? af Morten Jaeger. Lena var det kvindelige hjørne i et trekantsdrama, og i min tolkning var hun på en måde lidt af et trafikuheld. Hun var sin mand utro med sin ven, hun tog stoffer — ikke for at dulme smerten fra dybe, seriøse traumer, men fordi hun kunne lide at feste hårdt — og hun øvede vold mod trekantsdramaet, fordi hun traf sit valg ret hurtigt og holdt sig til det (det var nu både spændende og æstetisk tilfredsstillende alligevel). Men hun var også en person med appetit på livet, gavmild, og ærlig uden at være grusom. Et udpræget uperfekt menneske, men mindeværdig og sympatisk, og jeg husker både hende og folkene i hendes liv med fornøjelse.

.

Så hvad nu med det?

Jeg fascineres af spændingsfelter mellem beundringsværdigt og foruroligende i karakterer. I fiktion, ja, og i særdeleshed i rollespil. Mange af mine favorit-karakterer ville Ursula Vernon nok afskrive som skrækkelige røvhuller, men der er vigtigt for mig, at det beundringsværdige er både væsentligt og troværdigt. Hvis det bare er en lovable quirk (/cliché) såsom gangsteren, der elsker sin mor, gør det intet for mig. Det skal være karakterer, som det er besværet værd at leve sig ind i, som både har noget dybde og noget at se op til. De behøver sådan set ikke at være mørke og grufulde (Lena fra Husker du? var f. eks. ikke nogen rædsom person, selv om hun ikke helt var PG13), og i fiktion, jeg ikke skal producere selv, kan jeg ofte godt lide regulært gode mennesker i interessante og udfordrende omstændigheder. Omstændigheder, som bringer dybderne i dem frem.

Det er i øvrigt også markant, så meget min evne til at fylde relaterbar menneskelig dybde på primært (og tunge) mekanik-orienterede karakterer er blevet slidt. Som jeg har klaget over for noget tid siden. Det gør det sværere at opbygge en fascination ved karakteren, og det afleder konstant min empati med karakteren over i mekanik-udregninger.

Det er helt OK, at karakterer ikke minder så meget om mig selv. Så fascinerende finder jeg heller ikke mig selv. Jeg vil bare have noget, jeg kan relatere til uden at kæmpe så hårdt for det, som 13-årige Troels kæmpede for at relatere til de brave helte fra Dragonlance. 13-årige Troels havde enorme lagre af empati at spendere på imaginære mennesker. 37-årige Troels har sgu tæret en del på reserverne, og vil have emner hvor der er rum til at fylde sine tanker og følelser i, uden at skulle kæmpe sig vej gennem tre-fire lag mekanik. Er det virkelig så meget forlangt?

Anne har et blogindlæg på vej om Gritty & Edgy, som har en vis forbindelse til dette, og som jeg glæder mig meget til.

Reklamer

~ af troelsken på 9. juli 2014.

En kommentar to “Sym- og empati”

  1. […] kun få, i alt fald), i mine øjne faktisk en af seriens kvaliteter (selv om egentlig rare folk faktisk kan være meget godt en gang imellem, og ALLE ER SVIN! RAAH! godt kan blive gammelt). Men helt ærligt, jeg var ved at have fanget […]

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

 
%d bloggers like this: