Kunsten at inddrage samarbejdspartnere

…i rollespils-design. En samtale på Fastaval har ført mig til nogle tanker om hvad det egentlig er man beder om når man beder om hjælp til sit spil, og hvordan man kan gøre det på den smarteste og mest ordentlige måde. Men først, den konkrete baggrund.

Assistance.

Den nordamerikanske rollespilsdesigner Avery Alder var æresgæst på Fastaval 2018, og det kom der en del interessante ting ud af. Hun holdt blandt andet foredraget Designing Queer Games, hvor hun blandt andet talte om repræsentation, og om hvordan queer [1] forudsætninger kan indlægges i design og mekanik. Efter selve foredraget var der spørgsmål og debat, og Anne Vinkel spurgte nærmere ind til hvad man som ikke-queer rollespilsdesigner kan gøre hvis man er interesseret i at lave spil med queer temaer på en god måde? Avery svarede 1) inddrag queer spildesignere, samarbejdspartnere og kunstnere og 2) sørg for at de får deres andel af pengene, ikke bare en diskret lille takke-note. Til hvilket Anne (som jeg husker det) spurgte ind til hvad vi skulle stille op i en Fastaval-sammenhæng hvor der ikke rigtig er penge i spillene? Avery svarede at vi har en anerkendelses-økonomi, så vi måtte vel give anerkendelse.

Penge & Prestige

Udvekslingen udstillede et fascinerende kultursammenstød mellem de nordamerikanske og danske rollespils-miljøer. Nu er det med nordamerikanske spildesignere ikke nyt på Fastaval, og jeg har sådan set skrevet om det før, men denne gang fører jeg det frem til nogle konkrete handlemuligheder, så vi tager en runde til.

Nu har NORDAMERIKA langt mere kommercielt bæredygtigt rollespil end Danmark(!), men også for folk som ikke lever af rollespil er penge som hovedregel nøglen. Det gælder i høj grad for indie-designere (Nordamerikas svar på scenarie-designere) og for de som spiller deres spil, at hvis et spil ikke er kommercielt (om så bare i små-skala), så tæller det ikke. Gratis goder har ingen prestige. Dette betyder at der næsten altid vil være en penge-mæssig del af kagen, som man kan dele med eventuelle queer samarbejdspartnere. Hvilket er vigtigt, fordi det at være queer (mange steder, i særdeleshed i Nordamerika) rimer på at være fattig og socialt udsat. Det giver altså i Averys hjemme-kontekst super meget mening at det er vigtigt at dele pengene med sine queer samarbejdspartnere — og så følger prestigen ret meget med, når de er krediterede medvirkende i et kommercielt produkt, som spillerne respekterer netop fordi der er betalt penge for det. I det hele taget er det kommercielle langt hen ad vejen vilkårene for langt det meste rollespil over hjemme-skala. Conner holdes i konference-centre, deltagerne bor på hoteller og spiser på restauranter. Hvilket så igen gør det ekstra svært for fattige/queer rollespillere at være med.

I DANMARK, i særdeleshed ifbm. Fastaval og andre conner, gælder det at penge er et nødvendigt smøremiddel (fordi sådan er kapitalismen), men i scenarie-sammenhæng er det utrolig lidt af dansk rollespil der er kommercielt. Sammen med den udbredte brug af frivilligt arbejde betyder det at grund-prisen for deltagelse er markant lavere end den tilsvarende i USA/Canada, hvilket gør det nemmere for studerende, arbejdsløse og andre med cashflow-udfordringer at være med. Hvilket udvider gruppen, som scenarie-forfattere rekrutteres fra, væsentligt — yay! Til gengæld betyder fraværet af penge i skidtet også, at mindre rige spil-designere som hovedregel ikke kan håbe på at få penge for deres tid, kun prestige. Og i vores sammenhæng kommer prestigen ikke at at folk er villige til at betale for spil (og så spille, og hype) men rent af at folk spiller og hyper. Hvilket så igen styres af adgangen til at få sit spil spillet på conner, jævnfør mit tidligere indlæg.

Belønning & belastning

For at sige det meget groft, så involverer det at lave spil på den scenarie-agtige måde at man investerer TID, PERSONLIGT OVERSKUD og måske penge, og måske trækker på ikke-uendelig social kapital og lagre af skyldte og indkaldbare venne-tjenester. Men i vores lidet kommercielle hjørne af skoven er det især de to første, der er de væsentlige omkostninger.

Hvad man så til gengæld får ud af det er ANERKENDELSE, REALISERING AF ÉNS VISIONER, samt måske penge. Og som bivirkning af anerkendelsen kan man få status og social kapital, som kan gøre flere folk villige til at bidrage til fremtidige projekter.

Ovenstående gælder både for designere og for folk, som designere inddrager som samarbejdspartnere. Ligesom du bør tænke over hvor mange ressourcer du selv har at kaste i spildesign, så bør du også tænke over hvor meget du beder om i forhold til hvor meget du tilbyder, når du beder andre om at hjælpe dig. Og selvfølgelig når andre beder dig om hjælp.

Endelig er der én ting til på spil, når du får eller giver hjælp: Dit navn kommer til at tjene til at retfærdiggøre en andens projekt. I særdeleshed når vi taler om queer spil, eller spil om racisme eller andre potentielt belastede emner, så er det en væsentlig ressource, som kan misbruges. Hvis f. eks. jeg har en lang snak med Anissi om spil og racisme, og så designer et spil om racisme hvor jeg ignorerer eller forkludrer hvad hun sagde, og krediterer hende for at have hjulpet mig med at gøre mit spil OK, så er vi ude i misbrug. Et misbrug som ganske mange fra marginaliserede grupper formentlig og med god grund er ganske meget på vagt over for.

Nu til praktiske overvejelser: Her er nogle niveauer af inddragelse, i stigende orden af hvor meget der reelt bedes om.

EN SNAK OVER KAFFE Det behøver ikke være bogstavelig kaffe, men bare en god, solid snak om projektet. Det er selvfølgelig begrænset hvor meget man kan få ud af blot en snak, men det kan være ret godt hvis du allerede ved en del om dit emne og bare har brug for at vende ting med én som er klogere på det. Kaffe-snak har den fordel at det ikke er så stor en ting at bede om, da det ikke er en forpligtelse over længere tid. Og alt efter hvad der kommer ud af snakken, kunne det blive til mere. Hvis du er et priviligeret menneske og har tænkt dig at skrive om problemer for folk som ikke er lige så priviligerede som dig på én eller anden vis (jf. Anne Vinkels spørgsmål til Averys foredrag), er dette et glimrende sted at starte — og du bør nok tage en alvorlig overvejelse om hvad du har gang i, hvis ikke du som minimum konsulterer en ekspert på kaffe-niveau.

SPARRINGSPARTNER ELLER MINDRE BIDRAGYDER Hvis du beder om f. eks. artwork, oversættelses-hjælp eller tekst til en sidebar, hvis det bliver til en regulær serie af kaffe-møder hvor I diskuterer projektets fremdrift, eller hvis du får din samarbejdspartner til rent faktisk at give feedback på din tekst på forskellige stadier. Det kan du åbenlyst få en del mere ud af, men det er også værd at bemærke sig at du her beder folk om at påtage sig indsats-krævende forpligtelser, som nok vil få de fleste fornuftige voksne mennesker til at overveje hvad det lige er, de selv får ud af det. I særdeleshed i en dansk sammenhæng, hvor det nok ikke er penge. Kreditering, venskab, bidrag til et fælles ideologisk og/eller æstetisk projekt, cider i Fastavals bar, højglans-polering af ego, skylden tjenester mm. kan alle være svar. Flere af dem kan godt være sande på én gang. Det er værd at tænke over hvad folk (og du selv) har brug for, og at de samme anmodninger kan udgøre vidt forskellige belastninger for forskellige folk, alt efter deres livssituation.

MEDFORFATTERI Her taler vi om tunge forpligtelser på begge sider. Den som inviterer andre til at være medforfattere sætter potentielt en hel del navn og rygte på højkant (for folk som har nok af den slags til at det overhovedet er sandsynligt at folk vil sige ja til medforfatteri uden at være nære & kære), og hvis ikke resultatet skal blive skidt, skal de også give slip på en pæn del kreativ kontrol. Den som bliver inviteret til at være medforfatter påtager sig en ret stor udskrivning af tid og overskud på noget, som ikke i første omgang er deres egen idé, og som de ikke har kreativ kontrol over. I det oprindelige spørgsmåls sammenhæng kan jeg se den velmenende, priviligerede designers fristelse til at gavmildt inddrage marginalisere folk som medforfattere på deres fantastiske spil-idé — det er jo både legitimitet og en hel masse ekspertise, lige dér. Men helt ærligt tror jeg sjældent at der vil komme ret meget godt ud af at bede om SÅ meget her. Hvis du vil have den slags samarbejde, er det bedst at gøre det omkring idéer, der faktisk er spiret frem af samtale og fælles oplevelser. Har du allerede en idé som er din egen, bør du formentlig begrænse dig til at bede om kaffesnak, sparring & mindre bidrag.

HOVEDFORFATTERI Lad os sige at jeg er en mandlig, feministisk spildesigner som får en fabelagtig idé til et feministisk spil om det kvindelige perspektiv på whatever. Jeg har spil-designende kvindelige venner, og selvfølgelig ville mit fantastiske spil blive langt mere fantastisk hvis en af mine awesome kvindelige venner designede det i stedet for mig! Så jeg skamroser hende, presser hende med alt hvad jeg har at presse med, og lover at jeg nok skal hjælpe hende med at realisere min idé. Dette her har jeg mest med, fordi det i mindst ni af ti tilfælde er en ret nederen ting at gøre mod folk. Hvis du er så pokkers dedikeret til feminisme, anti-racisme eller hvad det nu måtte være, og du har spildesignende venner i de relevante kategorier, så bør du nok bede dem om en hel del mindre i forbindelse med dine egne spil (se ovenfor) og i stedet lytte [2] en hel del mere til hvad de selv siger om deres egne idéer. Når jeg ikke bare siger LAD VÆRE!!! …hænger det sammen med at jeg selv har lavet dette fantastiske spil på baggrund af en idé af min kone Christina, som hun solgte til mig og så hjalp mig med fra sidelinjen. Men som sagt, det er 90% en skidt idé, som sandsynligvis vil føre til både spildt arbejde og sårede følelser.

afrunding

Der er to ting her, nogle tanker som voksede ud af en specifik diskussion om at bede om hjælp til spil om marginaliserede grupper (og kunsten at belønne den hjælp ordentligt), og halv-systematiske overvejelser som jeg efterfølgende har gjort mig om fordelene ved at være klar om hvad man beder om, hvad man vil og kan give for det, og hvad der egentlig er på spil, når andre beder om hjælp til spil.

Det kan måske lyde lidt faretruende, som jeg fremstiller det her, men lad dig ikke skræmme fra andet end at være et asshole omkring det eller lade dig trække ind i mere end godt er. At give og modtage hjælp er fedt! Det gør spil-design utrolig meget sjovere, og spillene utrolig meget bedre, end hvis vi altid bare sad og rodede med vores egne sager hver for sig.

*****

1: I Averys foredrag og derfor i denne sammenhæng en betegnelse for folk, der i forhold til seksuel identitet og praksis placerer sig uden for de heteroseksuelle, køns-traditionelle normer.

2: Den slags lytte, hvor du faktisk i 50+ % af tiden (gerne mere!) holder mund og koncentrerer dig om hvad de siger i stedet for at planlægge hvad du selv vil sige næste gang du får erobret ordet.

 

Advertisement

~ af troelsken på 13. april 2018.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

 
%d bloggers like this: