Historien om dengang rollespil blev farligt

Rollespil mestendels i form af Dungeons & Dragons mødte en mærkelig modstand i 1980’erne fra kristne grupper, og det er en historie, jeg vil se nærmere på i dag. Hvorfor blev rollespil en sådan farlig ting? I dette indlæg gennemgås en bid af historien, og vi kommer vidt omkring.

Dungeons & Dragons’ mange ansigter

(1974-2008)

Dungeons & Dragons udkommer i sin første version i 1974. Den udkommer i sammenhæng med Chainmail (1973), et figurkrigsspil med regler for middelaldertropper og for fantasytropper. Spillet bliver med tiden – som vi ved – vældigt populært, og der kommer flere regler til. Det resulterer i udgivelsen af Advanced Dungeons & Dragons (Monster Manual 1977, Players Handbook 1978, Dungeon Masters Guide 1979).

For at nå et bredere og yngre publikum relanceres Dungeons & Dragons i 1981, hvor der kommer Basic Rules og Expert Rules. De to regelsæt revideres i 1983, hvor de udkommer i deres klassiske røde og blå æsker, siden fulgt af den grønne, sorte og gyldne æske, der sammen dækker levels fra 15-36 og reglerne for at være Udødelig. Først i 1991 erstattes de af en ny intro-æske (dækkende level 1-5), Rules Cyclopedia (lv 1-36) og i 1992 kom Wrath of the Immortals (regler for at være Udødelig)

Imens påbegyndtes udviklingen af Advanced Dungeons & Dragons 2nd edition i 1987, og reglerne udkommer i 1989. De bliver siden revideret omkring 1993-94, hvor det understreges, at de ikke er AD&D 3rd edition. Den revision kom først i 2000, hvor betegnelsen Advanced blev droppet helt, Dungeons & Dragons 3rd ed. hed det., og den fik en revideret udgave i 2003 (version 3,5), der erstattede 2000-versionen til mange D&D-spilleres store utilfredshed. Alt det blev erstattet af langt større utilfredshed i 2008, da Dungeons & Dragons 4th ed. udkom, og den version var radikalt anderledes end samtlige tidligere versioner, omend selve scenarieformen, der følger med reglerne allerede blev udviklet under D&D 3,5.

Dungeons & Dragons slår ihjel

Den traditionelle historie om rollespils farlighed begynder med James Dallas Egbert og The Steam Tunnels. Tilbage i 1979: En ung knægt forsvinder for en tid, og det kobles til en forestilling om, at det hænger sammen med rollespil, blandt andet en påstand om live-rollespil i de lokale steam tunnels. Egbert var en ung mand med mange problemer, han var en outsider, og de mulige årsager til hans selvmord var mange, og mange af dem langt tungere vejende end rollespil.

Hans moder, Pat(ricia) Pulling, valgte at udpege rollespil som årsagen til hendes søns død, hun stiftede BADD – Bothered about Dungeons & Dragons – og udråbte sig selv til ekspert i farerne ved rollespil, som hun hurtigt koblede til okkultisme. Herfra rullede bølgen, og flere kritiske røster kom til, og bl.a. udkom i 1985 den legendariske pamflet Dark Dungeons fra Chick Publications.

Det hjalp ikke, at historien om The Steam Tunnels inspirerede til bogen Mazes & Monsters (1981), der i 1982 blev filmatiseret med en meget ung Tom Hanks i hovedrollen, som rollespilleren, der efter at spillet flyttes fra bord til live, mister helt evnen til at skelne mellem virkelighed og fantasi – hverken bog eller film kan dog betragtes som noget mesterværk. Særligt i filmen tegnes et sort billede af rollespil:

Fra sidste halvdel af 1980’erne til begyndelsen af 1990’erne topper anslagene mod Dungeons & Dragons, endog i fiktionsform; således er det for eksempel rollespilleren, der er skurken i romanen Bimbos of the Death Sun (1988). I 1990 kører TSR i Dragon Magazine (160-162) en stor samling læserbreve om folk og deres frustrationer over anklagerne. I 1992 (#181-182) vender emnet tilbage, men siden synes emnet uddebatteret, og det dukker ikke op i Dragon Magazine igen med undtagelse af en nekrolog over Pat Pulling i 1997 (#242). I 2000 udgives D&D 3rd ed, og med den udgave vender djævlene, dæmonerne og englene tilbage til D&D: Med udgivelsen af AD&D 2nd ed. i 1989 reagerede TSR ved at fjerne problematiske ord, som dæmon, djævel og engel og erstattede dem med harmløse udtryk – eller som det forklares i en artikel i Dragon Magazine #154 (feb 1990), hvor James M. Ward beretter om “Avoiding the Angry Mother Syndrome“. Her skriver han

Here is a case to illustrate this point. Ever since the Monster Manual came out in 1977, TSR has gotten a letter or two of complaint each week. All too often, such letters were from people who objected to the mention of demons and devils in that game book. One letter each week since the late 1970s adds up to a lot of letters, and I thought a lot about those angry moms.

When the AD&D® 2nd Edition rules came out, I had the designers and editors delete all mention of demons and devils. The game still has lots of tough monsters, but we now have a few more pleased moms as well.

og til sidst

If anything is accomplished by this article, I would like for all readers to be able to point to it as a policy statement of TSR, Inc. This company is interested in presenting material that promotes all of the qualities that parents want their children to have as those children grow up.

The bottom line for TSR’s role-playing products is that we believe that role-playing has many positive effects on the role-players themselves. Those benefits are put into our games on purpose. We care about our products and want as few angry moms as possible.

I 1989-1991 begyndte Michael Stackpole at optrevle alle Pullings påstande og hendes dokumentation (læs hele artiklen her). Fra da af tabte anklagerne pusten men efterdønningerne fortsatte op gennem 90’erne, og endnu i dag ligger forestillingen om okkultisme og farerne ved rollespil lige for – således er der fortsat “eksperter” i det “okkulte”, der kan fortælle om farerne ved rollespil den dag i dag.

Forestillingen har en så stor styrke, at selv rollespillere sjældent selv ikke kan lade være med at forestille sig, at deres hobby er potentielt farlig for en tænkt mulig teenager (men måske er den endelig blevet farlig jf. Fallesens artikel i Playground Magazine #1 samt dette blogindlæg – men se også Kasper Mosekjærs indlæg om farlighed i rollespil).

Historien om rollespils farlighed er fortalt igen og  igen, og den kan følges ret grundigt på The Escapist, der rummer artikler om anklagerne mod rollespil, samt historien om rollespillets farlighed. Siden er et uvurderligt arkiv over forløbet, og det har fungeret som en central kilde for dette blogindlæg. Imidlertid er der en sammenhæng, som anklagerne mod rollespil indgår i, og den vil vi kredse om i dette indlæg.

Hvem er så blevet slået ihjel af rollespil?

Ikke nogen.

Et etablere det egentlige motiv til et selvmord eller et mord kan være en vanskelig sag. De mange sager, som The Escapist-siden gennemgår, viser, at sammenkædningen mellem dødsfaldet og rollespil baserer sig for de sørgende efterladte på at finde en forklaring, som ikke er for smertefuld, for opportunistiske medier at finde en historie, der leverer gode overskrifter, og for nogle kristne at bekræfte deres billede af verden.

Tiden for dæmoniseringen af rollespil

Selvom rollespil endnu i dag kan blive associeret med satanisme, selvmord og det okkulte, så er disse påstande elementer, der har deres ophav i den tid, hvor rollespil blev dæmoniseret. Den tid skal vi i det følgende kigge nærmere på. Indledningsvis vil jeg påpege, at mange af anklagerne kun er valide fra et kristent verdensbillede (f.eks. at hekseri og satanisme er det samme, og at disse to ting tilskrives spædbørnsofringer mm.), og at de basalt set bygger på en villighed til at tro på og videreføre vilde løgne, der på en negativ måde bekræfter rigtigheden af ens eget verdensbillede ved at demonstrere, hvor onde de andre er.

I det ovenstående gennemgik jeg kort, hvorledes en ulykkelig sag i 1979 medfører en række anklager mod rollespil i begyndelsen af 1980’erne, som meget hurtigt populariseres f.eks. i form Mazes & Monsters, og at der op gennem 80’erne vokser en stadig større modstand frem mod rollespil. Sagen om James Dallas Egbert er ikke kilden til alle anklagerne, som vist af The Escapist, der kan dokumentere andet materiale fra omkring 1980, der dæmoniserer rollespil, men Egbert-sagen er kilde til en række myter om rollespil, der siden får deres eget liv.

Det skal bemærkes, at den kristne modstand mod rollespil er ikke og var ikke universal. F.eks. blev der i 1984 udgivet rollespillet Dragon Raid, som forsøgte at være et kristent rollespil, men ikke nødvendigvis et godt et.

Truslen fra det okkulte

1980’erne var præget af forestillingen om Satanic Ritual Abuse (SRA), om kulte, der hjernevaskede folk, som man modsvarede med Anti-Cult Movement (ACM) og med deprogrammører. Det var en periode med skjulte budskaber spillet baglæns, med farlige computerspil, heavy mteal og videobånd.

Et godt billede på, hvordan man forestillede sig truslen fra det sataniske og den fare, som teenagere var i, er Geraldos show om satanismetruslen fra 1988:

(del 2, del 3, del, 4, del 5, del 6, del 7, del 8, del 9)

En anden historie om satanister er dette program, 20/20, som også med stor iver forsøger at finde satanister og deres sammensværgelse:

(del 2, del 3)

Dette billede af satanisme genfindes i periodens populærfiktion, f.eks. filmen Golden Child (1986) med Eddie Murphy i hovedrollen. Det er en sjov film:

Filmen indledes netop med en sag, hvor Eddie Murphys karakter leder efter en forsvunden pige, som er blevet ofret af en satanisk kult. Periodens fjendebillede er grundlaget for filmen (der derefter skifter spor og kører over i periodens fascination af kinesisk/japansk eksoticisme og karate).

Rollespil var midt i alt dette dels et ungdomsfænomen, som var fremmed over for forældrene, der aldrig selv havde kendt til rollespil, og dels var et mærkeligt fænomen, der eksisterede i en tid rig på forestillinger om sataniske trusler, der optrådte i mange forskellige forklædninger. Der var således satanister overalt, og deres forsøg på at korrumpere ungdommen kom i mange former.

Men vi skal lidt længere tilbage i tid.

Heksen, der kom ind fra kulden

Vi ved alle, at der er en hemmelig sammensværgelse af satantilbedende hekse – lad os kalde dem hekse-satanister – som ofrer spædbørn til Satan, ligefrem avler børn til menneskeofringer, misbruger stoffer, har med prositution at gøre, og som er så magtfulde, at de kan tvinge vidner til at tie. Vi ved, at disse sammensværgelser består af titusindvis eller hundredtusindvis af mennesker. Vi ved det, fordi der en gang i begyndelsen af 1970’erne begyndte at dukke folk op, som var blevet frelst af Jesus, og nu afslørede de deres hemmelige karriere som førende ypperstepræster/-præstinder inden for hekse-satanismen, og disse mennesker bekræftede, at alle de kristnes rædselsforestillinger var sande. F.eks er ekspertvidnet, Mike Warnke, i ovenstående 20/20 dokumentar (ca. 4½ minut inde) en sådan person; i 1973 udgav han The Satan Seller. Efter sin opdukken som hekse-satanist havde han en længere karriere som stand up-kristen.

På bloggen Swallowing the Camel er en lang og interessant serie, The Prodigal Witch, om personer, der så at sige er kommet ind fra kulden og har erklæret sig som frafaldne hekse-satanister, der har fundet Jesus, er blevet frelst, og som nu turnerer med deres beretninger om sataniske sammensværgelser, som de har været en del af.

På StC-bloggen gennemgår S.M. Elliot en masse af disse personers historier. Deres historier følger ofte samme spor, om hvorledes disse personer af uudgrundelige årsager, eller fordi de er født ind i onde familier, udpeges til at være højtstånde folk i hekse-satan-kulten, og selvom beretningerne er ens, matcher de aldrig hinanden, og dog har de en ting mere tilfælles: Deres historier holder aldrig vand, og det kan ikke undre. Imidlertid opnår flere af disse at blive publiceret, optræde i shows, fungere som eksperter og ligefrem levere materiale til Chick Publications pamfletter. Den første eller en af de første er Doreen Irvine, der udgiver sin bog, From Witchcraft to Christ, i 1973. Siden kommer flere til, og i følge S.M. Elliot fra Swallowing the Camel følger deres beretninger typisk denne model:

– A Dickensian childhood full of abuse, exploitation, and deprivation
– An early introduction to Jesus that would pave the way for salvation later in life (In Doreen’s case, her Sunday school lessons)
– An absence of time markers
– Lack of detail about the beliefs of Satanists (scripture, philosophy, etc.), but extraneous detail about the practices of Satanists (sacrifice, crime, etc.)
– Helplessness. Rather than being led into Satanic evil through his/her bad choices, the protagonist is usually a naive and vulnerable innocent victimized, lured, or coerced into sin by more worldly people. Once ensnared, escape is impossible.
– Supernatural events and paranormal abilities are common. Demons and angels materialize, Satanists use death curses against their enemies, and sometimes Satan himself makes an appearance.
– A remarkable conversion experience
– Complete redemption and forgiveness through Christ
– Expert advice on the occult. After sharing his/her testimony, the ex-witch or former Satanist gives us pointers on how to avoid occultism, prevent children from becoming involved in it, and/or how to expunge it from our communities. There are typically warnings about Ouija boards, Halloween, and occult literature.

Efter Doreen kommer en lang række eksperter, hvoraf nogle stadig er aktive, som f.eks William Schnoebelen. Antallet stiger støt op gennem 80’erne, og først sidst i 80’erne synes fænomenet at dø ud. Imellemtiden har forestillingerne udvidet sig til at inddrage en af 1980’ernes store ting – repressed memories – som ikke kun i UFO-kidnapningshistorier og delvist i reinkarnationshistorier er et fast element, men et, som for satan-heksenes vedkommende introduceredes med bogen Michelle Remembers i 1980.

Det er fristende at psykologisere over, hvad der driver disse hekse-satanister, og det er let at tilskrive dem en narcissistisk tilbøjelighed, hvor de søger opmærksom og bekræftelse på en nærmest sygelig måde af deres omgivelser. Mange af deres rigtige livhistorier er tragiske historier. Problemet ligger ikke hos disse såkaldte frafaldne. Problemet er de mennesker, som viderefører deres historier, formidler dem og holder dem i live. Man er ikke i god tro, når publicerer sådanne værker eller på anden vis støtter dem i deres udbredelse.

Menneskeofringer

En af de tidlige anklager, som romerne en gang for længe siden førte mod den nye religion, kristendommen, var beskyldninger om orgier og menneskeofringer. I korstogstiden dukker samme anklage op igen. Denne gang ført af de kristne mod jøderne, og hele vejen op til det 20. århundrede dukker denne anklage op igen og igen. Den blev taget op af nazisterne, der blandt andet med udgangspunkt i Zions viises protokoller (fra omkring 1900) beskyldte jøderne for en hemmelig sammensværgelse med det formål at tage magten i verden.

Omkring 1917 og 1919 opstod der i Amerikas polske emigrantmiljø anklager om jøders kidnapning og ofring af børn, og ikke mange årtier efter dukker samme påstand op igen, denne gang rettet mod de ikke-eksisterende satanist-hekse og bekræftet af ovennævnte vidner. Satanhysteriet i 80’erne havde næsten 2000 års kristendom til at grave motiver frem med, og som episoden med de polske emigranter viser, var der mindre end 60 år mellem anklagerne om menneskeofringer i Amerika og deres genanvendelse nu mod hekse-satanister.

Politi og FBI på sagen

Det cirkulerede i ovennævnte nyhedshistorier samt i beretningerne fra de frafaldne hekse-satanister, at den sataniske sammensværgelse lurede overalt. Ikke hundreder, ikke tusinder, men titusinder og hundredtusinder af mennesker var involveret i disse hemmelige sammensværgelser, der avlede børn til menneskeofringer, og som kidnappede teenagere til ditto. Sammen med nogle mordsager – som muligvis har rummet symboler med okkulte rødder, og som muligvis har rummet okkulte symboler, fordi morderen har efterkommet de kristne forestillinger i samtiden (jeg mangler data på, hvilke sager der har været, og hvorvidt der er noget reelt i sagerne – sagerne med rollespil som mordårsag demonstrerer med al tydelighed at de spinkleste årsagsforklaringer foretrækkes frem for de umiddelbare. Det er lidt en omvendt Ochams ragekniv eller omvendt Sherlocks aksiom) – var disse anklager  alvorlige, og det lokale politi var ikke hævet over at være underlagt samme religiøse forestillinger, som de personer, der videregav historierne. Selverklærede eksperter i okkulte forbrydelser sprang på den måde frem af politiets rækker (og som Michael Stackpole i sin kritik af BADD viste, samarbejde nogle af disse med Pat Pulling). Disse eksperters forestilling om okkulte trusler udmøntedes ligefrem i guider til politiet, som Occult Crime: A Law Enforcement Primer:

Imidlertid er der ingen tegn på, at disse okkulte eksperter nogensinde har forsøgt at retsforfølge de frafaldne hekse-satanister for deres del i mord, narkohandel og prostitution mm. Ligeledes har de heller aldrig fremgravet de mange påståede mordofre. Ikke desto mindre så FBI sig nødsaget til at efterforske alle påstandene om sataniske mord, hvilket resulterede i en FBI rapport i 1992, der konkluderede en masse om vrangforestillinger af forskellig art, men ingen evidens fandt for, at der skulle have været noget om snakken. Imens lånte eksperterne i okkulte forbrydelser deres autoritet til dæmoniseringen af rollespil.

Ånden i glasset

Omkring samtidig som filmen The Golden Child, der indledes med kidnappede, menneskeofrede teenagere, kom også filmen Witchboard (1985/86?). Det er ingen god film.

Vi er i midten af 80’erne, og teenagerne har taget en ny leg til sig. Ånden i glasset er ligesom legetøjet ouija-brættet blevet en kilde til historie om mødet med okkulte kræfter. For religiøst overbeviste mennesker sås en fare i dette legetøj, idet de med deres magiske verdensbillede forestillede sig, at overnaturlige kræfter kunne manifesteres ved anbringelsen af fingre på undersiden af et glas, der skubbes henover et papbræt. For mindre religiøst overbeviste mennesker valgte man at afmystificere faren men stadig at bibeholde den – legen med ånden i glasset blev farligt, fordi psykologisk sårbare teenagere kunne komme til skade gennem ubehagelige spørgsmål. Den ene forklaring bygger på en forestilling om dæmoniske kræfter, den anden på en psykologisk version af samme. Principielt kan jeg ikke udelukke, at der findes episoder, hvor teenagere er kommet galt af sted med legen, men jeg har endnu at støde på materiale, der er mere end en vandrehistorie eller hysteri.

Med Ånden i glasset finder vi en psykologiserede forklaringsmodel. Vi genkender den uden vanskeligheder i historien om rollespil. For visse kristne manifesteres okkulte kræfter gennem omtalen af hekse, troldmænd og magi, og derved er teenagere i fare, når de spiller rollespil, mens for andre er det selve den sociale proces omkring spillet, som er psykologisk farligt, og magien i rollespil er ligesom med ånden i glasset et billede på den psykologiske fare. Begge steder forvandles teenagerlegens okkulte trussel til en psykologisk trussel. Dokumentationen for en sådan hviler på samme spinkle grundlag, som den okkulte, men ligesom såkaldte kristne eksperter i det okkulte barmfrit udtaler sig, gør nogle eksperter udi psykologien det også, som den klassiske TV-udsendelse om rollespil i dansk TV det også:

eller denne historie om rollespil i amerikansk tv. Her er 60 Minutes fra 1985:

Der er en interessant strukturel lighed i dæmoniseringen – okkult som psykologisk – af ånden i glasset som af rollespil.

Nyreligiøsitet og New Age

En anden ærkefjende af kristendommen udover hekse-satanister er de nyreligiøse bevægelser, og det særligt “kulte” og new age. Siden anden verdenskrig synes den ene gruppe af utilpassede ungdomsoprørere – eller “generationer” – at have afløst hinanden i et væk, og i 60’erne og 70’erne blev de unge grebet af nyreligiøse bevægelser rummende elementer af østlig mysticisme, og med manglende reverens og præcision betegner jeg dette som New Age.

Med de tragiske begivenheder foranlediget af Charles Manson og ved Jonestown-massakren, var der for bekymrede kristne forældre god grund til at være foruroligede over deres børns udødelige sjæls frelse og tilvælgelsen af en nyreligiøs bevægelse – og som vi ved, må nye religioner nødvendigvis være mindre ægte end de gamle religioner, fordi de nye er mindre gamle end de gamle.

Nyreligiøsitet er ikke så ny i sig selv, men et konstant tilbagevendende element. I fortiden, hvor kristendommen var enerådende eller havde monopolet på legitim religionsudøvelse, opstod også mindre religiøse bevægelser, gerne anført af karismatiske folk, og vi kender dem gerne som kætterbevægelser. I moderne tid forsvandt kristendommens monopol, og der opstod alternative forklaringsmodeller på universets tilkomst, både naturvidenskabelige og humanvidenskabelige, men også forklaringer baseret på andre religioner blev mulige, og nye typer af nyreligiøse bevægelser dukkede op i Vesten, der havde en anden basis end kristendommen opstod, og det har de gjort lige siden. De nyreligiøse bevægelser i 60’erne har da allerede en 100-150 årig tradition liggende bag sig bl.a. i form af theosofi, rapture-teologi, spiritisme, wicca og vitalisme.

For kristne var dette et problem. Men ikke kun for kristne fundamentalister for med den samme psykologiske forklaringsmodel, der gjorde rollespil og ånden i glasset farligt, kunne også nyreligiøse bevægelser fra et ikke-religiøst synspunkt betragtes som farligt. Imidlertid var der et modtræk.

Hjernevask og deprogrammering

Fra thrillers som The Manchurian Candidate (bog 1959, film 1962) kendte vi til eksotiske asiens kommunistiske kineseres hjernevask, og dette motiv blev brugbart i andre sammenhænge. Op gennem 80’erne var forestillingen om, at man kunne hjernevaske folk udbredt. Den lå i Koldkrigens forestilling om celler af sovende kommunistagenter og femte kolonne-overløbere, men snart hoppede motivet om hjernevask fra et fjendebillede til et andet, fra Koldkrig til kristendom.

I lighed med forestillingen om repressed memories, der kunne graves frem gennem psykologiseren, kunne man også manipulere sindet. Dette blev hurtigt en anklage fremført mod nyreligiøse bevægelser og new age: De hjernevaskede deres tilhængere. Forklaringen har også den styrke, at det forklarer, hvorfor nogen kunne finde på at fravælge deres forældres religion.

Et forbehold kan her indskydes. Det hverken kan eller skal udelukkes, at religiøse bevægelser kan finde på at bruge forskellige pressionsmidler og manipulative tricks til sikre medlemmer, men det er i så fald ikke et fænomen, der er afgrænset til nyreligiøse bevægelser. Det gælder både nye som gamle, men emotionel manipulation er ikke hjernevask, og der skal skelnes mellem fjendebilledet af nyreligøse bevægelser, der kontrollerer deres medlemmer gennem hjernevask, og den emotionelle manipulation, der finder sted i en given religiøs bevægelse (og husk, hvis du ikke er blevet helbredt efter håndspålæggelsen, er det ikke fordi helbrederen lover mere, end han kan holde, men fordi du er et dårligt menneske).

Hvis fjenden bruger hjernevask, må der tilsvarende stærke midler i brug i kampen mod fjenden. Det gælder ikke kun om at få vores elskede tilbage, men også at frelse deres udødelig sjæl fra evig fortabelse. Ind kommer deprogrammøren, hvis opgave er at ophæve hjernevasken. Vejen frem er kidnapning og indespærring af den vildfarne, der derefter gennemgår et torturlignende forløb med vekslende grader af fysisk og psykisk vold, indtil denne afsværger sine tidligere forestillinger og påtager sig lokalmiljøets forestillinger på ny. Det menneskelige sind er en slagmark, og kampen er voldsom.

Henrykkelse

Ikke kun new age-tilhængerne var henrykkede over den nye tidsalder. Det var de evangeliske kristne også. Siden 1910’erne havde rapture-teologien fra midten af 1800-tallet været tilgængelig i skønlitterær form. Forestillingen bygger på, at de sande kristne vil blive rykket hen i himlen inden verdens undergang, mens resten af verden går under, og alle, der ikke finder Jesus inden tiden er udløbet, ender i helvede. Seneste skud på stammen er Left Behind-serien, en 12-bindsserie, der er solgt i millioner af eksemplarer, hvis første bind udkom i 1995, og som de færreste betragter som velskrevne. Serien er desuden filmatiseret. I rapture-litteratur følger man typisk verden efter henrykkelsen, og vores hovedpersoner er blandt de efterladte, og de har nu sidste chance for at finde frelse, mens de gennemløber den sidste tid, som man kan læse det ud af Biblen – hvis man altså tolker teksten på en helt bestemt måde, som af rapture tilhængere besynderligt nok betegnes som bogstavelig.

Rapture-teologien fylder stadig mere i dagens samfund, men hvis du ikke husker at have hørt om det til din konfirmationsforberedelse, skyldes det, at der er tale om en retning inden for den amerikanske evangelistiske bevægelse, og at denne først er udviklet omkring 1830’erne. Nu om stunder kan man finde den udtrykt på blandt andet The Rapture Forum, hvor mange af brugerne tilkendegiver, at de er overbeviste om, at det sker lige om lidt, og at al verdens modgang er tegn på, at henrykkelsen snart skal ske – og de glæder sig til at pege fingre af alle os andre.

Der er bare et problem. Hvis de ikke er åndeligt rede, kommer de ikke med. Igen og igen kan man blandt evangelikanerne støde på historier om, hvorledes de som børn frygtede ikke at komme med i henrykkelsen, fordi de ikke var artige nok, eller hvorledes de kortvarigt oplever rædsel ved pludselig at være alene, da de straks tænker, at alle omkring dem er blevet rykket bort ladende dem alene tilbage.

Selvom Left Behind-serien først dukker op i 1990’erne, er selve henrykkelsesteologien værd kort at nævne for at illustrere en del af den mentale bagage, der har ligget valent blandt en række af de kristne, som har set Satan lure overalt. Selvom der antageligvis ikke er mange, der har en radikal henrykkelsesopfattelse a la den, man nu finder på rapture-forummet, så er selve forestillingen en del af det mentale tankegods, der er at finde blandt evangelikanerne. Forestillingen om, at Djævelen lurer overalt, og forestillingen om henrykkelsen er to ideer, som støtter hinanden.

Rock for retten

Truslen fra den sataniske heksesammensværgelse kom også fra andre steder. Børneværelsets ellers uskyldige legetøj var rigt på okkulte symboler.

Truslen kom ikke kun i form af skjulte symboler, men også i form af skjulte budskaber gemt i musik, og særligt i de unges ukristelige musik, rocken eller den stygge teenage-bror, heavy metal. Rockmusik blev udsat for anklager om skjulte budskaber, og anklagerne er sande. Der er bands, som morer sig med at placere sange og budskaber på deres albums, der først bliver forståelige, når man spiller dem baglæns. I 1982 blev, der udgivet en bog, der afslørede sataniske beskeder skjult i musik på denne måde, og i 1985 blev sagen bragt til høring ved den amerikanske kongres. Nu om stunder er der folk, der leder efter lignende beskeder i Obamas taler, så ideen om den skjulte besked, og dens evne til at manipulere findes stadig.

Skjulte beskeder i musik eller okkulte symboler i legetøj er fra det kristne synspunkt farligt, fordi det gradvist forfører og lokker sagesløse kristne i uføre. Som S.M. Elliot formulerede det:

– Helplessness. Rather than being led into Satanic evil through his/her bad choices, the protagonist is usually a naive and vulnerable innocent victimized, lured, or coerced into sin by more worldly people. Once ensnared, escape is impossible.

Denne type forførelse formuleres ofte med klare analogier til stofmisbrug (og havde Reagen ikke erklæret krig mod stoffer?), og der er ligheder med ideen om hjernevask. Mentalt kan man forføres ved at være udsat for det okkulte i det skjulte, og fordi det er skjult, betyder det, at truslen lurer overalt i hverdagen – børneværelsets legetøj, ånden i glasset, heavy metal, rollespil, børne-tv, horrorfilm, voldsfilm, computerspil – var alle kilder til forførelsen af de kristnes børn.

At tegneserier ikke er kommet på denne liste skyldes mest af af alt The Comic Code, som var tegneseriebranchens selvvalgte censur, som de indførte allerede i 50’erne, da tegneserier allerede da blev betragtet som en skadelig indflydelse på unge. Den selvvalgte censur er først endeligt skrinlagt i år, men det betød, at der var mange begrænsninger på tegneserierne tidligere. Men vil man finde okkulte symboler, skal man nok, og graver vi lidt dybere i materialet, dukker der også anklager om satanisme og tegneserier op.

Er du stadig i tvivl om skjulte okkulte budskaber, som gradvist lokker dig ind i det okkulte, i legetøj og børnetv, så se denne frafaldne hekse-satanists foredrag – for han må da være et pålideligt sandhedsvidne?

Alt det andet

Koldkrigsperioden, hvor Reagan og Thatcher kom frem, rummede også levnene af Vietnamkrigen afsluttet få år forinden, men som skabte en bølge af krigsfilm om nederlag og om krigsveteraner, der ikke var plads til. Anti-Vietnamkrigsbevægelsen havde lagt sig, men andre kom til. Efterkrigstidens borgerrettighedsbevægelser skiftede fra 50’erne og 60’ernes kampe for farvedes borgerrettigheder, som siden fulgte af homoseksuelles kampe for borgerrettigheder, og 1980’ernes yuppier og den konservative politik kan nærmest se som en modbevægelse til de foregående dekaders politik. Dertil er der så krigen mod narko, periodens survivalister, og mærkelige kristne grupper, som The Branch Davideans, der var centrum i The Waco Siege i 1993. I alle fald den var det en del af det klima, som rollespil oplevede at blive dæmoniseret i.

Efter 80’erne

Modstanden mod rollespil – særligt modstanden mod D&D – ebbede ud i begyndelsen af 1990’erne, men den forsvandt ikke. Med vampyrernes popularitet i 90’erne dukkede der en række sager op omkring vampyrer og vampyrrollespil, der har mange ligheder med 80’ernes satanisme- og rollespilshysteri.

Periodevis dukker anklager mod rollespil op, eller mod beslægtede hobbies, som en bornholmsk præsts afbrænding af pokemon-kort eller en jysk præsts morderiske jagt på nisser. I USA kan man stadig få okkulte eksperter til at bekræfte, at rollespil er farligt, men hysteriet er borte.

Nede i en kælder en flok teenagere

Mange rollespillere har en historie til fælles, og den handler om, hvor vanskeligt det er at forklare, hvad rollespil er. For forældre i et klima, hvor dæmoner lurer bag hver en ungdomsaktivitet, kan man forstå, at det vækker mistanke, at ungerne sidder nede i en kælder, sidder med bøger med monstre, magi og noget, der bestemt må være okkult, og samtidig med har de vanskeligt ved at forklare, hvad det er, de laver. Når mange af udøverne også står lavt på den sociale rangstige, bliver det kun lettere at marginalisere og dæmonisere denne ungdomsaktivitet. Når journalister, politi og forældre, der burde vide bedre, render med halve sandheder og vilde påstande, bliver det kun værre.

Der blev ført sager mod musik, der var betjente, der var eksperter i okkult kriminalitet, der var farerne ved okkultisme som ånden i glasset og ouija-brætter, der var skjulte symboler i legetøjet, og der var frelste satanist-hekse, der afslørede skjulte sammensværgelser. Overalt var der skjulte trusler, der kunne inficere ungdommen. En nærmest magisk tolkning af kommunistskrækken, og måske var periodens okkulte fjendebillede en måde at forholde sig til det politiske fjendebillede?

Interessant er det også, at meget af kritikken af rollespil og andre fænomener både kan beskrives i religiøse og psykologiske termer. Man kan altså enten vælge en religiøs eller en ikke-religiøs forklaring, eller ligefrem få en ikke-religiøs forklaring til ens religiøse forestillinger.

1980’erne er mere end et årti med udødelig popmusik. Det er også et årti, hvor vrangforestillinger om satanisme og ungdomskultur i et hysterisk omfang. Det er i det miljø, at rollespil er et let offer for dæmonisering.

Advertisements

~ af Morten Greis på 13. august 2011.

15 kommentarer to “Historien om dengang rollespil blev farligt”

  1. Tak for en fin gennemgang.

    Jeg er meget enig i dine konklusioner – og synes, at den sag, som bedst opsummerer 80’ernes hysteri over for “farlige indflydelser”, er Vance vs. Judas Priest – den, hvor forældrene til et par selvmorderiske teenagere forsøgte at skyde skylden på, at der fremkom subliminale beskeder ved at spille en Priest-plade baglæns (for det er jo heavy metal og derfor farligt). Forsanger Rob Halford kom dengang med den meget smukke udtalelse, at hvis de virkelig havde kunnet sende subliminale beskeder, havde de nok sagt “købt flere Judas Priest-plader” og ikke “begå selvmord”.

    Et af forsvarets ekspertvidner har en fin gennemgang af, hvorfor anklagerne var det værste vrøvl, her: http://www.csicop.org/si/show/scientific_consensus_and_expert_testimony

    Rollespil bare var én af de mærkelige nye ting, som man tilfældigvis kunne beskylde for verdens forfald i 80’erne. Siden har der jo været nye ting at hakke på … Smukkest udstillet hos det amerikanske kongresmedlem, som mente, at den lilla Teletubby får små drengebørn til at blive homoseksuelle.

    Allerede dengang var der i øvrigt også eksempler på mainstream-kultur, som gjorde grin med påstandene. Fx filmen Trick or Treat – http://www.imdb.com/title/tt0092112/ – hvor en satanisk heavy-musiker fra graven narrer en teenagefyr til at hjælpe sig med at genopstå. Hvilket naturligvis kræver menneskeofringer. Og kontakten til den døde musiker kommer selvsagt gennem at spille hans plade baglæns. Hvad filmen virkelig mener om emnet, fremgår så ret tydeligt af, at Ozzy Osbourne har en cameo som tv-prædikant, der prædiker om farerne ved heavy metal.

    • Tak for kommentaren – og tak for linksne. Jeg havde helt svedt Trick or Treat ud, men det er absolut en film, der er værd at nævne i denne sammenhæng.

      Sagen med Judas Priest er også et godt eksempel på hysteriet – og anklagerne mod den lilla teletuppy på, hvorledes tankegangen lever videre.

  2. “Deprogrammering” har for øvrigt også givet anledning til en fantastisk komedie i form af “Holy Smoke”, hvor deprogrammøren og deprogrammeringen bliver klædt af til skindet.

  3. […] af afsnittet bygger videre på Pat Pullings ubegrundede påstande om farligheden ved rollespil, ved at rollespillere knytter sig følelsesmæssigt til spillet og bliver afhængige af det, og det […]

  4. […] (NB. jeg sidestiller bevidst hekse- og satandyrkelse i forbindelse med denne bog, da bogen gør det. Det er tydeligt forfatterens intention at give et fair billede af fænomenet, og sidestillingen eller sammenblandingen satanisme og hekseri synes mest af alt, at indikere, at der i virkeligheden ikke er udviklet en klar konsensus dels blandt de danske praktiserende, og dels blandt dem, der beskriver fænomenet udefra i de lande, hvor wicca-bevægelsen (England f.eks.), eller Satan-kirken har eksisteret længe. Almindeligvis sammenstilles hekseri og satanisme af deres kristne kritikere (og de synes også at indgå i Böyes kilder), for hvem fænomener er et og samme, hvilket ledte mig til at betegne kritikernes billede som hekse-satanisme i dette indlæg). […]

  5. […] indlægget om historien om rollespil, og hvorledes det blev farligt i 80′erne, nævnte jeg, at kristne kritikere bevidst sammensmeltede forskellige trosretninger til en og samme […]

  6. […] skadelige film og fortællinger har ikke deres ophav i bekymrede rundkredspædagoger, og selvom 1980′ernes satan-scare lagde grundlaget for at folkekirkepræster ser Pokemon som noget dæmonisk, skal vi længere […]

  7. […] farlige – bliver konstant ved med at ligge latent hos folk. Ganske vist er vi langt fra 1980′ernes dæmonisering, men manet i jorden er dette spøgelse ikke. Del historien med andre:FacebookTwitterEmailLike […]

  8. […] havde ry for at være farligt. Morten Greis lavede en glimrende gennemgang af debatten på https://planbrollespil.wordpress.com/2011/08/13/historien-om-dengang-rollespil-blev-farligt/. Kort fortalt var der nogle der i 80′erne anså rollespil for farligt af forskellige grunde. […]

  9. […] er Satan-tilbedelse som leder lige lukt i moralsk fordærv, og det er selvfølgelig blevet behørigt tilbagevist. Ikke bare passer det ikke at rollespil er Satan-kult, det postyr har også dækket over den […]

  10. […] Hvis du vil vide mere? […]

  11. […] Morten Greis Petersen Fakkelskov’s blog post on the D&D panic. Troels Ken Pedersen’s blog posts on how safety mechanics and culture is related, on personal versus communal responsibilities, and his writing that originally inspired me to write this […]

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

 
%d bloggers like this: